Halvtomme varelagre i USA kan forlænge boom på containermarkedet resten af året

Amerikansk detalihandel har meget lave varelagre, og hvis detail-salget ovenpå corona-pandemien følger en normal udvikling, kan det betyde, at den store importvækst på containermarkedet fortsætter året ud, skriver Sea-Inteligence.
Foto: PR/MSC
Foto: PR/MSC

Halvtomme varelagre i den amerikanske detailhandel kan være godt nyt for containerrederierne, der kan se frem til, at det igangværende indtjeningsboom på containermarkedet fortsætter året ud.

Hvis salgsudviklingen følger den sædvanlige trend, skal amerikansk detaihandel have fyldt varelagrene op de kommende måneder. Lagerniveaerne - set i forhold til detailsalget - er historisk lave, skriver analysehuset Sea-Intelligence.

"Overordnet betyder det, at en normal udvikling i salget i USA kan føre til, at den stærke vækst i container-importen vil fortsætte gennem hele 2021, når varelagrene skal genopfyldes", skriver Sea-Intelligence.

Analysehuset har kigget på varelagersituationen hos producenter, grossister og detailhandel i USA. Det sker på basis af december 2020-tal fra US Census Bureau.

Mens lagersituationen hos producenter og grossister er ved at komme på omgangshøjde med tiden før corona-pandemien, når det gælder forholdet mellem salg og varelagerniveauer, gælder det ikke for detailhandlen.

"Vi har ikke i de seneste 28 års data set lagerniveauerne være så relativt lave i forhold til salget. Og trods seks måneders efterspørgselsboom er der fortsat en stor afstand til tidligere tiders lave lagerniveauer", skriver Sea-Intelligence.

Høje fragtrater vil holde sig

Aktieanalytiker Lars Heindorff, SEB Enskilda, er enig i, at varelagersituationen i USA er en vigtig faktor for det glohede containermarked, som længe har haft høje fragtrater.

”De høje rateniveauer, vi ser nu, vil holde sig længere end de fleste regner med. Det skyldes dels ”congestion” (flaskehalse containerhavnene, red.), dels at varelagre i USA stadig er meget lave. Hvis man ser tilbage på f.eks. finanskrisen så tog det et år for detailhandlen, før varelagrene var opbyggede igen. Det kommer til at vare i hvert fald til og med juli, før varelagrene er opbygget på ny,” siger Lars Heindorff til ShippingWatch.

Habben Jansen tror nu på container-optur helt ind i tredje kvartal

Scan Global: De lange container-kontrakter stiger med op imod 75 pct. 

Stort containerrederi punkterer forhåbning om snarlig løsning på containermangel 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også