Desmis ballastvandsucces afhænger af amerikansk lovpakke

Desmi Ocean Guard håber på, at en amerikansk lovpakke kan blive vedtaget i løbet af foråret. Den kan være med til at bane vejen for en vigtig blåstempling af selskabets ballastvandsystem, fortæller CEO Rasmus Folsø til ShippingWatch.
Foto: Desmi OCean Guard PR
Foto: Desmi OCean Guard PR

Den danske leverandør Desmi Ocean Guard afventer for tiden vedtagelsen af en for selskabet afgørende lovpakke.

Mens konkurrenterne OceanSaver, Alfa Laval og Optimarin har opnået den vigtige amerikanske godkendelse, er det ikke lykkedes for Desmi Ocean Guard. Dermed mangler selskabet fortsat den vigtige blåstempling, som er adgangen til det ventede milliardmarked.

Lovpakken VIDA (Vessel Incidental Discharge Act) kan imidlertid være med til at bane vejen for, at den amerikanske kystvagt skal acceptere den såkaldte MPN-metode. Det vil betyde, at Desmi Ocean Guards system til rensning af ballastvand kan opnå amerikansk godkendelse.

Selvom det ifølge selskabets CEO Rasmus Folsø rummer en del usikkerhed, forventer Desmi Ocean Guard, at lovpakken bliver endeligt vedtaget i den amerikanske kongres i løbet af foråret.

"Og så er det svært at spå om, hvor lang tid der vil gå, før den amerikanske kystvagt udsteder vores typegodkendelse," siger han og fortsætter:

"Men vores håb er, at det bliver i indeværende år."

Desmi søgte om typegodkendelse af sit ballastvandsystem i marts 2015, hvor systemet var blevet testet efter den såkaldte MPN-metode. Ansøgningen blev afvist af den amerikanske kystvagt i december 2015. I januar sidste år fik selskabet afvist en appel hos kystvagten.

"Tingene har ændret sig"

Det fik selskabet til at igangsætte en ny test med den metode, som den amerikanske kystvagt anerkender - den såkaldte FDA-metode.

Tilbage i juni sidste år lød vurderingen fra Rasmus Folsø, at den nye test af selskabets system ville kunne nå den nødvendige, amerikanske typegodkendelse inden udgangen af 2016.

"Tingene har ændret sig sådan, at USA er på vej til at acceptere MPN-metoden, så vi har valgt ikke at forsøge at genteste vores system med den metode, som den amerikanske kystvagt foretrækker, at vi skal bruge på nuværende tidspunkt, fordi det medfører en masse uhensigtsmæssige begrænsninger for operationen af systemet," siger Rasmus Folsø.

Han ser, at de systemer, der indtil videre er blevet godkendt af den amerikanske kystvagt indeholder "betydelige begrænsninger i deres anvendelse."

"Vi vil ikke komme ud på markedet med et system, hvor der bliver sat nogle begrænsninger på systemets anvendelse, som er et kæmpe problem for rederne, og som i bund og grund ikke har hold i virkeligheden."

Incitament til at udskyde

I en artikel på ShippingWatch tidligere i dag vurderer britiske Global Water Intelligence (GWI), at den generelle nedgang i shippingbranchen har betydet, at rederierne i dag er mere afventende med at investere i ballastvand. Leverandørerne, der vinder markedet, bliver derfor dem, der har den mest omkostningseffektive løsning for rederierne, mener GWI.

Konsulenthus: Nedtur kan bremse markedet for ballastvand 

Også Rasmus Folsø mener, at de nuværende forhold i branchen har en betydning for rederiernes villighed til at investere.

"Men jeg tror ikke, at det er det springende punkt. Den amerikanske kystvagts typegodkendelser har nogle uhensigtsmæssige begrænsninger i, hvordan systemet kan bruges. Der er opmærksomhed omkring, at kystvagten arbejder på godkendelse af MPN-metoden, og der er en lovpakke på vej igennem kongressen, som vil tvinge kystvagten til at anvende metoden," siger han.

Det betyder ifølge ham, at rederierne har incitament til at udskyde deres beslutninger, indtil de mener, at de kan træffe den bedste beslutning om så stor en investering.

"For rederne er det en investering, som ikke giver dem nogen tilbagebetaling på nogen måde, så de er interesserede i at overholde den lovgivning, der findes på den mest hensigtsmæssige måde, men også på den økonomisk mest hensigtsmæssige måde."

IMO's ballastvandskonvention træder i kraft til september i år. Rasmus Folsø mener imidlertid, at det er sandsynligt, at konventionens endelige ikrafttrædelse kan ende med at blive udskudt et til to år, hvilket ifølge ham er endnu en årsag til, at rederierne bør være afventende med at investere i systemer til rensning af ballastvand.

Desmi Ocean Guard får ny ballastvand-certificering 

Kampen om milliardmarked for ballastvand skudt i gang 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også