Få kinesiske værfter sidder på næsten alle nye ordrer

Af Kinas i alt 300 aktive skibsværfter sidder blot 51 værfter på næsten 97 pct. af alle nye ordrer til landets skibsbygningsindustri. De kinesiske værfter modtog 83 pct. flere nybygningsordrer i årets første fem måneder.
Foto: Georg Hammerstein/POLFOTO/ARKIV
Foto: Georg Hammerstein/POLFOTO/ARKIV

Det ser stadig sort ud for Kinas værftsektor samlet set.

Godt nok steg antallet af nybygningsordrer i årets første fem måneder med hele 83,1 pct. til i alt 14,3 mio. dwt. Men langt størstedelen af de nye ordrer gik til bare 51 af landets i alt 300 aktive værfter, skriver Seatrade Maritime på baggrund af tal fra den kinesiske værftssammenslutning China Association of the National Shipbuilding Industry (Cansi).

Nærmere bestemt er hele 96,5 pct. af de nye ordrer røget i bøgerne hos de 51 værfter, hvoraf størstedelen er datterselskaber til landets to store værftsgrupper China Shipbuilding Industry Corp (CSIC) og China State Shipbuilding Corp (CSSC).

De kinesiske værfter færdiggjorde i perioden ordrer for i alt 12,8 mio. dwt, en tilbagegang på 17,1 pct. fra de første fem måneder af 2015, hvilket illustrerer det markante fald i ordrer, der har ramt Kina og især Sydkoreas værftssektorer i det forgangne år.

Krisen skyldes først og fremmest den store overkapacitet i shippingmarkederne kombineret med den lave oliepris, der har fået blandt andet olie- og gasselskaber til at skrue gevaldigt ned for investeringerne.

Koreanske redningsplaner

Sydkoreas tre store værftsgrupper Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering, Hyundai Heavy Industries og Samsung Heavy Industries afleverede i sidste uge deres endelige restruktureringsplaner til landets regering og til værfternes kreditorer med den statsejede bank Korea Development Bank i spidsen.

Værfterne vil med redningsplanerne samlet set rejse 8,41 billioner won eller omkring 7,3 mia. dollars, og det vil blandt andet ske ved at frasælge en lang række aktiver.

Den sydkoreanske regering er klar med støtte til de statsejede kreditorer med oprettelsen af en fond på omkring 9.5 mia. dollars, der skal polstre blandt andet Korea Development Bank i arbejdet med at få værfterne tilbage på fode.

Fonden træder efter planen i kraft i juli og vil løbe til og med udgangen af 2017.

Koreansk værftsgigant har svindlet for 8 mia kroner

Ansatte på Sydkoreas storværft stemmer for at strejke

Koreansk storværft udsat for razzia

Sydkorea opretter milliardfond for at redde shipping 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også