MAN genopstarter motorproduktion i Danmark

MAN Turbo & Diesel genopstarter produktionen af skibsmotorer i Danmark, fortæller motorproducentens CEO, Dr. Uwe Lauber, til ShippingWatch. Denne gang med en highspeed-motor målrettet slæbebåde og offshoreskibe.
AF JOHANNES-HARTKOPF-MIKKELSEN

Fra 2017 kommer der atter til at rulle skibsmotorer af båndet på MAN Turbo & Diesels fabrik i Frederikshavn. Det fortæller Dr. Uwe Lauber, CEO i den dansk-tyske producent af komponenter til skibsfremdrift, til ShippingWatch i forbindelse med indvielsen af et nyt testcenter, ligeledes i Frederikshavn.

”Vi har valgt Frederikshavn som stedet, hvor vi skal producere vores nye baby,” siger han og fortæller, at det undervejs i processen har været diskuteret internt i MAN Diesel & Turbo (MDT) at lægge produktionen andre steder end i Frederikshavn.

Når valget alligevel faldt ud til nordjydernes fordel, hænger det ifølge Uwe Lauder sammen med, at der er tale om et produkt af høj kvalitet.

”Vi har overvejet at lægge produktionen i Kina, men cheap and dirty er ikke MDT’s stil. MDT er høj kvalitet og højteknologiske produkter, og det kan man kun lave med et godt, erfarent team ,” siger Uwe Lauber og fortsætter:

”Vi vil sælge overlegne produkter, som er lavet i Europa, men som kan tilpasses lokale krav. Med andre ord, vi kan afskibe selve motoren ud af Frederikshavn, og så montere generator og lignende lokalt. Men kerneproduktet vil blive lavet her.”

Har forsyningskæde i Frederikshavn

Derudover finder han produktion i Frederikshavn naturlig, fordi MDT forvejen har træningsfaciliteter, propellerproduktion og et netop indviet testcenter, hvor producenten kan teste motorer under en hældning på 25 grader for at gengive forhold i høj sø.

”Vi har så at sige hele forsyningskæden her i Frederikshavn,” siger Uwe Lauber og tilføjer, at man heller ikke skal undervurdere vigtigheden af at have kvalificerede medarbejdere til at udføre opgaven.

”At åbne en ny produktionsfacilitet er ikke noget problem, hvis bare man har pengene. Men når dagen er omme, er det mennesker, der skal omsætte ideer til virkelighed.”

Uwe Lauber forventer, at produktionen af 175D vil skabe imellem 30 og 100 job i Frederikshavn, alt afhængig af hvor stor en succes, motoren bliver. På længere sigt, det vil sige i 2018 eller 2019, forventer MAN at præsentere en version af motoren til gas, og også større udgaver med 16 og 20 cylindre er på tegnebrættet.

”Nu har vi grundlaget for at producere flere motorer her, men vi tager det skridt for skridt. Når vi er nået et vist antal motorer, kan vi overveje at udvide forretningen. Men det er alt for tidligt at gå i detaljer med det endnu,” siger Uwe Lauber.

Ny motortype for MAN

Den indtil videre sidste motor forlod MAN Turbo & Diesel-fabrikken i Frederikshavn i 2013, men når produktionen atter starter op, bliver det med en motortype, der er helt ny for MAN.

Motoren, der lystrer navnet 175D, er en 12-cylindret high speed-motor med common rail-indsprøjtning, der kører på diesel. Det vil sige en firetakts motor, der med en effekt på 1440-2220 kW alt afhængig af variant er mindre end de store low speed totaktsmotorer, der kan anvende HFO og andre typer brændstof, men større end de motorer i busser og lastbiler, som hidtil har været de største firetaktsmotorer i MDT’s program.

”Der er et ønske i markedet om en motor i denne kategori, som er bygget specifikt til den maritime sektor,” siger Matthias Schlipf, der er projektleder på udviklingen af 175D, til ShippingWatch.

Satser på slæbebåde og offshore

Han forklarer, at skibsmotorer i denne størrelse ofte er udviklet til minemaskiner eller lokomotiver og derefter tilpasset maritime behov. MDT har således gjort sig umage for at konstruere en kompakt motor, så den er attraktiv at retrofitte og så nem som muligt at servicere i et trangt maskinrum. Mulighederne for at placere SCR-katalysatorer skulle også være fleksible.

Ifølge MAN bliver 175D attraktiv som hovedmaskineri i slæbebåde, og til offshoreskibe som drivkraft til de thrustere, der styrer skibenes positionering. Derudover ser MAN for sig, at også Forsvaret og markedet for yachts forventes at blive blandt aftagerne.

Direkte adspurgt vil Matthias Schlipf gå så vidt som til at sige, at målet er at levere et trecifret antal enheder om året, når produktionen er kommet op at køre. På længere sigt er det planen at udvide målgruppen til at omfatte landbaserede maskiner, hvilket ifølge Schlipf skulle bringe produktionen op på et større trecifret, eller måske et firecifret, antal enheder om året.

Produktionen i Frederikshavn starter på testbasis i begyndelsen af 2016.

MAN: Rederierne trodser olieprisens fald

Olieprisen giver rederierne kolossale besparelser i 2015

MAN: Vi har fået vores del af markedet for kæmpeskibe

MAN og Odfjell indgår aftale om retrofit af 11 skibe 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også