Ordrebog på 1,8 mia kr giver råderum hos Karstensens

Krisen i offshore synes ikke at have bidt sig fast hos Karstensens Skibsværft, hvor nybygningskontrakter dog hæmmer resultatet. "Vi venter bedre resultat i 2015," siger adm. direktør til ShippingWatch.

Det lykkedes Karstensens Skibsværft i Skagen at lukke flere nybygningskontrakter sidste år, og i dag har værftet ordrer på otte nybygninger til en samlet værdi af 1,8 milliarder kroner. Derfor er adm. direktør Knud D. Karstensen også fortrøstningsfuld, når han skal sætte ord på det forgangne år, hvor det samlede resultat for værftet dog faldt til 5,7 millioner kroner fra 8,9 millioner kroner i 2013.

"Jeg er tilfreds. Der har været en krise i offshore, og vi har gjort en masse ud af at indgå kontrakter og forberede produktionen i 2015 og 2016. Vi ville selvfølgelig gerne have haft et større resultat, det vil man altid. Men vi ser fortrøstningsfuldt på 2015 og forventer et bedre resultat," siger han til ShippingWatch.

I 2014 har værftet ligesom tidligere år afholdt udgifter til de kommende nybygninger, og det er en af årsagerne til tilbagegangen. Ordrebeholdningen består af to nybygninger til Irland, to til Skotland, to til Danmark, et inspektionsskib til Grønland og en fiskekutter til Norge. Indtil midten af 2017 er ordrebogen god, lyder vurderingen fra Knud D. Karstensen:

"Vi har fortsat den positive udvikling med mange nye kontrakter og har rigtig god beskæftigelse i årene, der kommer. Det er vi utroligt glade for i betragtning af krisen i offshore."

I januar måtte et andet dansk værft Orskov afskedige 17 ansatte på værftet på grund af netop udviklingen i offshoresektoren, som har betydet skærpet konkurrence på reparationsmarkedet. Den øgede konkurrence kan man også mærke på værftet i Skagen, men på grund af nybygningerne er man ifølge Karstensen ikke nær så udsat for udviklingen.

Foto: Karstensens Skibsværft

I 2014 fik værftet en nettoomsætning på 781 millioner kroner mod 572 millioner kroner i 2013.

Ulykken i foråret

I slutningen af april skete der en voldsom eksplosion på Karstensens Skibsværft, hvor en medarbejder mistede livet. Det fik efterfølgende Arbejdstilsynet til at give værftet fire strakspåbud, fordi sikkerheden ikke var i orden. Påbudende kom ikke bag på Knud D. Karstensen, siger han:

"Når der sker en ulykke så alvorlig og utrolig kedelig som denne, så kommer Arbejdstilsynet altid, og der kommer automatisk nogle henvisninger til nogle ting, man skal forsøge at gøre bedre."

I har fået strakspåbud tidligere, har I været for sløsede med sikkerheden?

"Alle virksomheder får strakspåbud, når der sker ulykker. Vi gør utrolig meget for sikkerheden, skibsværfter er en farlig arbejdsplads. Vi har en positiv dialog med Arbejdstilsynet og værftet har et velfungerende sikkerhedsudvalg, som gør alt for, at sikkerheden er i orden."

Men har I været for dårlige til at sikre sikkerheden?

"Nej, det har vi ikke."

Nye tiltag

Siden de fire strakspåbud har værftet blandt andet udpeget to medarbejdere til at være såkaldte sikkerhedsstoppere, som skal tjekke, at der efter en endt arbejdsdag er lukket for tilførslen til gas og ilt både ved hovedtilførslen og i de små anlæg, der står rundt omkring på skibene.

Eksplosion på Karstensens Skibsværft sårer fem 

De skal også kontrollere, om skærebrænderne er trukket op på dæk, at de er frakoblet gasanlæggene, og at der ikke ligger slanger i arbejdsrummene. Derudover er der blevet udarbejdet instruktioner om sikkerhed i forbindelse med varmt arbejde, som alle medarbejdere og ekstern arbejdskraft skal kvittere for, at de har fået. Samtidig overvejer værftet også at indføre sporingsstoffer til ilt, som andre i branchen også gør. I dag er naturgas forsynet med sporingsstoffer, så det f.eks. lugter af rådne æg, hvis der er et udslip.

I forbindelse med ulykken konstaterede ingen medarbejdere lugtgener, hvilket kan tyde på, at det var udsivning af ilt, der forårsagede eksplosionen.

"Jeg tror aldrig, man kan gøre nok. Vi forsøger at være ansvarlige mennesker og utroligt opmærksomme på at have en sikker arbejdsplads. Vi har altid været indforstået med, at man ikke skal spare på sikkerheden," siger Knud D. Karstensen.

Arbejdstilsynet overvejer nu, om man skal politianmelde værftet.

Karstensens ændrer arbejdsgange efter dødsulykke 

Danske værfter kritiserer ny strategi fra forsvaret 

Danske værfter vinder på specialisering i første halvår 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også