Australsk minister: Minekæmper forfølger forkert strategi

De største mineselskaber øger støt deres produktion af jernmalm mens efterspørgslen falder i et marked præget af markant overkapacitet. En fejslagen strategi, advarer premierministeren for Vestaustralien.

Verdens største mineselskaber, inklusive Australiens BHP Billiton og Rio Tinto står fast på en strategi rettet mod at øge deres produktion af jernmalm i et marked, der lider under væsentlig overkapacitet sammen med en dalende efterspørgsel fra Kina.

Og det er det forkerte budskab at sende, advarer Vestaustraliens premierminister Colin Barnett ifølge Bloomberg. Han understreger, at den fejslagne strategi sender et signal om, at der er vil være voksende mængder jernmalm til rådighed til lavere priser fremadrettet. Det er dårlig forretning for både selskaberne og deres aktionærer, lyder det.

Vestaustralien tæller blandt andet staten Pilbara, hvor størstedelen af landets jernmalmsproduktion er koncentreret.

Forkert signal

Prisen på jernmalm faldt til det laveste niveau i 10 år denne måned, til under 50 USD pr. ton, da stigende voluminer fra producenter som Rio Tinto, BHP, Fortesque og Brasilianske Vale skabte en overflod i markedet samtidig med, at den kinesiske efterspørgsel dykker. Den australske regerings nye budget, der offentliggøres d. 12. maj, peger på en pris helt ned mod 35 USD pr. ton, skrev avisen The Australian Financial Review mandag.

"De (mineselskaberne, red.) burde omlægge noget af deres produktion og sende et signal til markedet om at, ja, vi vil tage højde for efterspørgslen på jernmalm, men vi har ikke tænkt os at oversvømme markedet," sagde Colin Barnett i Singapore i søndags. "Hvis Rio og BHP henvender sig til mig i fremtiden, vil de være nødt til at søge om tilladelse til at udvide deres projekter. Jeg siger måske 'ja', jeg siger måske 'nej'," sagde ministeren ifølge Bloomberg.

Kinas efterspørgsel på jernmalm falder samtidig med, at mineselskabernes ekspansionsplaner fastholdes, lyder det også fra Citigroup, der sænker sine prisprognoser til ned mod 30 USD. Banken peger på, at udbuddet af jernmalm vil vokse med mere end 110 millioner tons i 2015.

BHP står fast

BHP Billitons chef med ansvar for jernmalm, Jimmy Wilson, fastslog på en pressekonference i marts, at de faldende priser og det voksende udbud ikke får den australske minegigant til at ændre sin strategi om at øge udvindingen af jernmalm.

"Ser vi os selv mindske vores volumen med det formål, at priserne skal stige. Svaret er absolut nej. Hvis vi mindsker vores volumen, risikerer vi bare, at det hul bliver fyldt ud af andre selskaber. Så når alt kommer til alt, vil vi straffe vores aktionærer," sagde han.

Ifølge RS Platou Markets har de store mineselskaber, australske Rio Tinto og BHP Billiton, en gennemsnitlig break-even pris under 40 USD per ton, mens Fortescue har en break-even på omkring 50 USD per ton.

Prisen på jernmalm rammer laveste niveau siden 2007

BHP Billiton holder fast: Vi øger udvinding af jernmalm

Minegiganter får med kniven af amerikansk finanshus

Verdens største mineselskab øger produktion i presset marked 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også