Semco køber norsk offshore fra Bergen Group

Norske Bergen Group sælger driftsaktiviteter og ejendomme fra på Hanøytangen. Semco Maritime er en af køberne i salget, der i alt beløber sig til 245 millioner NOK.

Bergen Groups offshoredivision har valgt at sælge aktiviteter fra på Hanyøtangen ud for Bergen, hvor gruppen er i gang med at opbygge et epicenter for offshore. Men det hårde marked presser selskabet, som derfor sælger ud.

Læs meddelelsen om salget her.

Både aktiviteter i form af service, vedligeholdelse og klassificering af rigge sælges, ligesom ejendomme på Hanøytangen også sælges fra. Semco Maritime er køber til det første, mens Hellik Teigen, en norsk genbrugsvirksomhed for jern, er køber til ejendommene. I alt sælger Bergen Group aktiviteter for 245 millioner NOK.

"Offshore-markedet er blevet mere udfordrende, volatilt og komplekst. Øget international konkurrence er forventeligt, og det medfører et behov for betydelig og fleksibel projektkapacitet samt fremtidige investeringer i at udvikle værftet. I den forbindelse har Bergen Group vurderet flere strategiske alternativer og finansielle tiltag for Hanøytangen. Samlet set har bestyrelsen i Bergen Group konkluderet, at et frasalg af både ejendomme og driftsaktiviteter er den bedst mulige løsning," siger Magnus Stangeland, bestyrelsesformand for Bergen Group ASA i meddelelsen.

Salget vil falde på plads i løbet af tre til fire uger.

"Opkøbet er et vigtigt strategisk skridt for Semco Maritime i bestræbelserne på at realisere vores ambition om at blive førende i Nordsøen inden for projekter, service og vedligeholdelse på rig-markedet. Hanøytangen har fremragende faciliteter og er den dybeste tørdok i Europa. Det passer perfekt med vores nuværende faciliteter i Esbjerg og Invergordon," siger Steen Brødbæk, administrerende direktør for Semco Maritime, i meddelelsen.

Prøv ShippingWatchs nyhedsbrev to gange dagligt i 40 dage gratis

"Med Hanøytangen fuldender vi vores tilstedeværelse i Nordsø-trianglen, så vi kan gå til kunderne med et særdeles stærkt tilbud fra en af de største og stærkeste opgraderings- og servicefaciliteter for rigs i Europa," fortsætter han.

Semco er i lighed med Bergen Group og hele offshoreindustrien presset af den igangværende krise i olieindustrien. Det fik i begyndelsen af april konsekvenser for Semco, der måtte gennemføre en fyringsrunde.

Bergen Group helt ude af skibsbygning 

Olieprisfald får Semco til at fyre igen 

Semco Maritime udvider i Houston 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår