Danske virksomheder jubler over rekordstore olie-investeringer

Investeringer på 186 milliarder norske kroner i år i den norske offshore-sektor vækker jubel blandt de mange underleverandører i Frederikshavn: "Det vil gavne hele Danmark," lyder det fra adm. dir. Niels Christensen, Marcod.
Foto: Harald Pettersen/Statoil
Foto: Harald Pettersen/Statoil

De tre store klynger af underleverandører til den maritime sektor, Frederikshavn, Esbjerg og Lindø, kan se frem til endnu flere ordrer, efter at det er kommet frem, at investeringsniveauet i den norske offshore-sektor forventes at blive rekordstort i år på 186 milliarder kroner.

Det forudser Niels Christensen, administrerende direktør i fonden Marcod, der med base i Frederikshavn står for at promovere danske maritime virksomheders interesser.

"Vi er åbenlyst glade for udmeldingen, for det kan få stor betydning for dansk økonomi i det hele taget og især de tre store maritime klynger herhjemme. Både små og store danske virksomheder har gode kort på hånden, fordi vi allerede har mange leverandører, der arbejder i Norge, og fordi vi er konkurrencedygtige, også på prisen, i og med det norske prisniveau er skruet voldsomt i vejret," siger Niels Christensen.

Konference

Han nævner virksomheder som Victor, Scanel og Ørskov fra Frederikshavner-klyngen, der står til at få gavn af de mange norske olie-milliarder, men også Fayard (det tidligere Lindø-værft) og Semco i Esbjerg står godt positioneret.

Den 15. maj afholder Marcod en konference netop om, hvordan danske virksomheder kan komme ind som underleverandører på det norske offshore marked, og Niels Christensen mener, potentialet er stort.

"Med de kompetencer, der er i danske virksomheder, har vi meget at byde på. Det er svært at sige, hvor stor en del af de mange milliarder, der vil lande i Danmark, men det er det højeste beløb nogesinde, der investeres, så vi kan sikkert få en større del af ordrerne end før," siger Niels Christensen.

Ifølge Statistisk Sentralbyrå blev der i hele 2011 investeret 146,3 milliarder kroner i den norske olie- og gasindustri, som var en stigning på hele 20,9 milliarder norske kroner eller 16,6 procent i forhold til året før ifølge Dagens Næringsliv.

Rekordinvesteringer i den norske olieindustri i 2012 


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også