Wrist Ship Supply: Vi bliver verdens største i 2012

Verdens næststørste leverandør af fødevarer og øvrig proviant til skibe og offshore installationer, danske Wrist Ship Supply, har ambitioner om at blive verdens største – måske allerede i løbet af 2012.
AF TOMAS KRISTIANSEN

Med en omsætning på 2,5 milliarder kroner om året er nordjyske Wrist Ship Supply Nr. 2 på verdensplan, og kun det Eitzen-ejede EMS med hovedsæde i Oslo er større. Men 2012 kan blive året, hvor Wrist Ship Supply rykker op som nr. 1 worldwide, lyder det nu fra virksomhedens øverste ledelse.

Et omsætningsspring for Wrist af den størrelsesorden vil dog enten kræve en voldsom forøgelse af egen volumen eller et opkøb af en konkurrerende virksomhed i stil med tidligere års opkøb. Adm. Direktør i Wrist Ship Supply, Robert Kledal, bekræfter ambitionerne hos Wrist Ship Supply, men vil ikke uddybe, hvordan planerne tænkes at blive ført ud i livet.

”Vi regner med at blive væsentligt større i 2012 og 2013, og jeg tror, vi bliver verdens største i år,” lyder det fra Robert Kledal, som bakkes op af Koncerndirektør i Wrist Group, Jim Pedersen:  ” Vi kommer til at vokse i nye segmenter så som leveringer til nationale flåder, specielt i og omkring Mellemøsten og Det Afrikanske Horn, samt off-shore segmentet i Nordsøen, Den Mexicanske Golf og Mellemøsten.”

Forsyninger til offshore

Med den skandinaviske investeringsfond Altor i ryggen købte Wrist Ship Supply for et år siden det britiske Strachans Ltd, som er en af de førende leverandører af forsyninger til offshoreindustrien. Der var dengang tale om det sjette opkøb inden for mindre end tre år med akkvisitioner i Europa, USA og Canada. Opkøbet af Strachans blev dengang betegnet som et vigtigt skridt for at kunne fortsætte ekspansionen inden for den lukrative offshoresektor, samtidig med at Strachans var udset til at være et brohoved på det britiske marked.

Den anden globale leverandør i branchen, EMS Ship Supply, har kæmpet med store gældsforpligtelser og måtte i slutningen af 2011 foretage en konvertering af gældsposter til aktier. Efterfølgende foretog EMS flere større ændringer i ledelsesgruppen, alt sammen i forsøget på at forbedre resultatet allerede fra i år. EMS er verdens største leverandør af forsyninger til handelsskibe, krydstogtsskibe, færger, fiksefartøjer, militæret og offshoreindustrien og har kontorer i 17 lande.

ShippingWatch har forsøgt at få en kommentar fra EMS, men uden held.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også