Oliepriserne holder fast på svage tegn på større kinesisk efterspørgsel

Råolieprisen går ned tirsdag morgen, hvor der dog er indikationer om tiltagende efterspørgsel i Kina sammen med de fortsatte spændinger i Mellemøsten.
Foto: Equinor
Foto: Equinor
AF MARKETWIRE

Oliepriserne falder marginalt tirsdag morgen trods tegn på genoprettet efterspørgsel i Kina og fortsatte geopolitiske spændinger i Mellemøsten.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 83,46 dollar mod 83,56 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 79,49 dollar mod 79,71 dollar mandag eftermiddag.

Nye økonomiske data fra Kina udgjorde et positivt pres på oliepriserne, idet kinesiske turismeindtægter steg 47,3 pct. under det kinesiske nytår, der sluttede lørdag, sammenlignet med sidste år. Turismeindtægterne i år oversteg dermed niveauerne før coronapandemien, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En anden prisunderstøttende faktor skyldtes en større end forventet rentenedsættelse fra den kinesiske centralbank natten til tirsdag i et forsøg på at genoprette det udfordrede kinesiske boligmarked og økonomi. Centralbanken sænkede sin femårige primær-rente for realkreditlån med 25 basispoint til 3,95 pct., hvilket var mere end den forventede reduktion på 10 basispoint til 4,10 pct.

Fortsat uro i Det Røde Hav, hvor de iranskstøttede houthi-oprørere har angrebet fire containerskibe siden fredag, gav også næring til oliepriserne.

Det var dog ikke nok til at opveje for råvarehandleres bekymring for en nedgang i olieefterspørgslen, der blandt andet blev forstærket af en rapport fra det Internationale Energiagentur i sidste uge. Her nedjusterede myndigheden sin prognose for væksten i olieefterspørgslen som følge af en forventning om, at vedvarende energi vil erstatte fossile brændsler som energikilde, skriver Reuters.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også