Danske Maritime: Ny finanslov bidrager til at skaffe arbejdskraft

Brancheorganisationen glæder sig bl.a. over et milliardløft til tekniske uddannelser. Midler til skibsfartens grønne omstilling er dog en mangel, lyder det. Opdateret.
Foto: Orskov Yard
Foto: Orskov Yard

Danske Maritime ser positivt på regeringens nye forslag til næste års finanslov, fordi regeringen med både penge og initiativer forsøger langsigtet at løse problemerne med mangel på arbejdskraft i den maritime branche.

Det konkluderer brancheorganisationen i en gennemgang på hjemmesiden.

”Under ét vurderer Danske Maritime, at initiativerne vil kunne bidrage positivt til dels at få uddannet flere fra de meget efterspurgte tekniske uddannelser og dels at få nok kvalificeret arbejdskraft også til yderområderne,” hedder det. 

”Allerede i dag er manglen på arbejdskraft i den maritime industri bekymrende høj, og med mange erfarne medarbejdere på vej mod pensionsalderen, bliver problemet kun større.”

Danske Maritime gennemgår de forskellige initiativer og afsatte midler til bl.a. den grønne omstilling, forskning og uddannelse og beskæftigelse.

I finanslovsforslaget har regeringen over de kommende tre år øremærket 100 mio. kr. årligt til grøn omstilling af tung vejtransport samt i alt 90 mio. kr. til mere vedvarende energi på land. 

”Danske Maritime havde gerne set tilsvarende øremærkede midler til skibsfarten, men glæder sig over, at der afsættes en mere generel ramme til grøn omstilling,” siger brancheorganisationen.

Danske Rederier med kommentar

Rederiernes brancheorganisation Danske Rederier peger også med tilfredshed på, at regeringen vil komme med yderligere 400 mio. kr. til grøn omstilling

”Vi mangler enorme mængder grøn strøm for at kunne producere fremtidens grønne brændstoffer, så det er godt at se, at regeringen holder sit fokus på den grønne omstilling,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier i en kommentar.

(Artiklen er opdateret med kommentar og link fra Danske Rederier den 31. august 2023 klokken 15.19)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også