Mærsk er "forpligtet" til stor metanolaftale med SunGas

Selvom der ikke er tale om en egentlig kontrakt om levering af grøn metanol, betegner Mærsk det som en forpligtelse at modtage den totale produktion fra amerikanske SunGas.
Foto: Sune Høegh, Mediaspektrum
Foto: Sune Høegh, Mediaspektrum

Mærsk regner med at skulle aftage samtlige 400.000 tons grøn metanol, som det amerikanske selskab SunGas forventer at kunne levere i 2027.

Indtil videre har Mærsk ikke indgået deciderede kontrakter med den gruppe af leverandører af grøn energi, som transportkoncernen har på opgaven med at producere grønt brændstof til flåden af dual-fuel skibe.

Og det samme gælder SunGas, som for et par uger siden ellers kunne melde ud, at man vil foretage en investering på to mia. dollar i det nye produktionsanlæg, som skal ligge i Louisiana.

I samme forbindelse begrænsede det amerikanske selskab sig da også til at oplyse, at det var ”forventningen”, at Mærsk vil benytte sig af den grønne metanol på sine nye skibe.

Forpligtet til det hele

Indtil videre bygger partnerskabet mellem de to virksomheder på en hensigtserklæring. 

ShippingWatch har derfor bedt Mærsk kommentere, hvad der skal til i udviklingen af det grønne brændstof, for at hensigtserklæringen bliver afløst af en egentlig kontrakt? 

Og om SunGas i princippet kunne vælge en anden køber, hvis der kom et rigtig godt tilbud den dag, man kender prisen for grøn metanol.

”Mærsk er begejstret for at samarbejde med SunGas Renewables, som er banebrydende for en virkelig storstilet vej til grøn metanol med sit vedvarende energianlæg i Louisiana. Mærsk er forpligtet til at aftage den fulde mængde fra SunGas-anlægget,” siger Emma Mazhari, head of energy markets hos Mærsk i en kommentar til ShippingWatch.

”Markedet for grøn metanol er i sin vorden og eksisterede knap nok, da Mærsk bestilte sit første skib med grøn metanol. I dag har branchen mere end 100 skibe i ordrebøgerne. Det lederskab, som SunGas Renewables og andre pionerer har udvist, fremmer væksten i markedet og hjælper Mærsk med at levere en værdifuld service til vores kunder og komme tættere på vores mål om netto-nuludledning i 2040.”

Produktion fra 2027

Rederiet har indtil videre bestilt 25 skibe, der kan sejle på metanol, hvoraf det første er vej til København nu.

Det var tilbage i december 2022, at Mærsk indgik et partnerskab med bl.a. SunGas om levering af grøn metanol. 

Herudover indgik man aftaler med Carbon Sink, CIMC ENRIC, Debo, European Energy, Green Technology Bank, Ørsted, Proman og Wastefuel. Og for en måned siden indgik man en aftale med hollandske OCI Global, fordi leveringen af grøn metanol fra European Energy trækker ud.

Mærsk har heller ikke lagt skjult på, at det er en kompliceret proces at få produktionen af grøn metanol igang og dermed besværligt for rederiet at sikre sig det grønne brændstof.

Da man annoncerede aftalen med SunGas, regnede man med, at produktionen kunne komme i gang i 2026, det hedder altså nu 2027.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også