IEA sænker forventningerne til den globale efterspørgsel på olie

Alligevel har efterspørgslen kurs mod et rekordniveau, som har udsigt til at lægge pres på olielagrene i andet halvår.
IEA forudser, at efterspørgslen vil vokse med 2,2 mio. tønder om dagen i 2023, og det svarer til en stigning på 2 pct. | Foto: Gerald Herbert/AP/Ritzau Scanpix
IEA forudser, at efterspørgslen vil vokse med 2,2 mio. tønder om dagen i 2023, og det svarer til en stigning på 2 pct. | Foto: Gerald Herbert/AP/Ritzau Scanpix
Af MarketWire

Behovet for olie vil ikke vokse i samme omfang, som Det Internationale Energiagentur tidligere havde forventet. Derfor sænker IEA nu forventningerne til den globale efterspørgsel i 2023.

Det skriver Bloomberg News.

IEA forudser, at efterspørgslen vil vokse med 2,2 mio. tønder om dagen i 2023, og det svarer til en stigning på 2 pct. Det er samtidig omkring 220.000 tønder færre, end energiagenturet forudså i sin seneste prognose fra sidste måned.

Alligevel har efterspørgslen kurs mod et rekordniveau, som har udsigt til at lægge pres på olielagrene i andet halvår.

”Den globale olieefterspørgsel kommer under pres fra en udfordret økonomisk situation, hvilket ikke mindst skyldes dramatiske stramninger af pengepolitikken,” skriver IEA i en rapport offentliggjort torsdag.

Den amerikanske WTI-olie handles torsdag middag til 75,76 dollar per tønde mod 75,98 dollar inden nyheden og cirka samme niveau sammenlignet med onsdag eftermiddag.

Samtidig er prisen for en tønde af den europæiske reference olie, Brent, faldet fra 80,45 dollar før offentliggørelsen af rapporten til nu 80,22 dollar. Det er stadig 0,1 pct. højere end dagen forinden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også