Selskab bag rotorsejl til fragtskibe rejser frisk kapital
Sejlleverandøren Norsepower har fået flere midler indenbords til at øge udbredelsen af sit cylinderformede rotorsejl, som skærer en bid af fragtskibes udledning af CO2.
I en ny Series C-investeringsrunde har det Helsinki-baserede selskab rejst 28 mio. euro, svarende til ca. 208 mio. kr. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Rundens største investor er den private, franske kapitalfond Mirova Environment Acceleration Capital Fund.
”Vi er begejstrede over at støtte Norsepower i deres rejse mod at styrke skibsindustrien på vejen til at nå målet om nul-udledning og sammen spille en aktiv rolle i den grønne omstilling,” siger Youssef Belatar, investeringschef i Mirova, i meddelelsen.
Pengene fra investeringsrunden skal gå til at skalere og accelerere Norsepowers produktion af de karakteristiske sejl for at møde en stigende global efterspørgsel. Derudover skal den nye kapital styrke det finske selskabs produktudvikling, marketing, rekruttering mv.
Ifølge selskabets adm. direktør, Tuomas Risiko, er der på globalt plan 30.000 skibe, der kan have gavn af at blive udstyret med et sejl.
”Vores mål er simpelt - at skære udledningen fra store skibe ved at spare på brændstoffet med vores Norsepower Rotorsejl. Vi giver industrien mulighed for at bruge vores produkt sammen med andre teknologier for at opnå udledningsfri, omkostningseffektiv sejlads. Det er win-win for alle, inklusive planeten,” udtaler Tuomas Risiko i meddelelsen.
Norsepower blev stiftet i 2012 og har siden udstyret otte skibe med et rotorsejl. Sejlene skærer udledningen fra skibe med mellem 5-25 pct. ifølge Norsepower.
IMO, den internationale søfartsorganisation under FN, har vedtaget at halvere shippingindustriens udledning af drivhusgasser i 2050. Flere nationer skubber dog på for den mere ambitiøs målsætning at udledningen skal gå i nul i 2050.
Til juli bliver der afholdt et møde i IMO’s klimakomite, hvor 2050-målet står over for en revision.
Relaterede artikler:
Norsepower skal levere rotorsejl på to CO2-tankere
For abonnenter