Nedlukning af Nordjylland berører 10.000 ansatte i den maritime branche

Nedlukningen af Nordjylland får mærkbare konsekvenser for flere maritime leverandører. MAN Energy Solutions er bare en af dem. Danske Maritime vil have leverandørerne anerkendt som kritisk infrastruktur.
De nye coronatiltag i Nordjylland er "stærkt bekymrende" for de leverandører, der holder til her, mener Danske Maritimes direktør Jenny Braat. | Foto: PR / Danske Maritime
De nye coronatiltag i Nordjylland er "stærkt bekymrende" for de leverandører, der holder til her, mener Danske Maritimes direktør Jenny Braat. | Foto: PR / Danske Maritime

Den nordjyske klynge af maritime leverandører bliver hårdt ramt af regeringens beslutning sent i går aftes om at lukke regionen mere eller mindre ned.

Selvom meldingen fra regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) er under et døgn gammel, fortæller flere maritime leverandører i Nordjylland til ShippingWatch, at de næste fire ugers nedlukning af regionen vil ramme dem på økonomien.

Det skyldes ikke mindst, at opfordringen fra regeringen til ikke at krydse kommunegrænser betyder, at de må holde et stort antal medarbejdere hjemme i de næste fire uger.

Og situationen er "stærkt bekymrende", mener de maritime leverandørers brancheorganisation, Danske Maritime.

Brancheorganisationen opfordrer derfor kraftigt regeringen til at anerkende dets medlemmer som "kritisk infrastruktur". På den måde kan produktionen opretholdes, samtidig med at der skal kigges på kompensationsordninger til virksomhederne, der i forvejen har været hårdt presset af coronakrisen.

"Der hersker en meget stor usikkerhed lige nu. Vi er i meget tæt dialog med vores medlemmer, men også med myndighederne for at finde ud af, hvordan vi kan sikre mere klare retningslinjer, der forhåbentlig viser, at vores medarbejdere er en del af den kritiske infrastruktur. Hvis de ikke kan arbejde, kan skibene ikke sejle," siger Jenny Braat, adm. direktør i Danske Maritime, til ShippingWatch.

Hun anslår, at ca. 10.000 ansatte blandt brancheforeningens medlemmer er direkte berørt af de nye tiltag.

"Jeg er temmelig sikker på, at vi risikerer aflyste kontrakter, hvis ikke vi meget hurtigt for gjort det meget klart, hvad vi har at holde os til. Enten fordi man ikke vil bruge folk, der kommer fra Nordjylland, eller man ikke ønsker at komme ind i det område."

Orskov: "En mavepuster"

De nye restriktioner har ikke mindst betydning for det nordjyske værft Orskov Yard med base i Frederikshavn.

Her betegner adm. direktør Lars Fischer de seneste tiltag som "lidt af en mavepuster". Han understreger dog samtidig, at værftet naturligvis er klar til at påtage sin del af samfundsansvaret.

Orskov Yard må holde hver femte ansatte hjemme efter nye nordjyske restriktioner 

For Orskovs vedkommende betyder situationen, at lidt under en femtedel af staben, mere konkret 40 ud af 220 medarbejdere, må blive hjemme, fordi de bor uden for Frederikshavn Kommune.

"Det er så nyt, så vi kender ikke alle konsekvenser af det nu. Men der vil komme konsekvenser af det her," siger Lars Fischer.

Orskov Yard er derfor i kontakt med politikerne for at afklare, hvilke økonomiske kompensationsmuligheder, som værftet har.

Også MAN Energy Solutions holder til i Frederikshavn, hvor motor-leverandøren både har produktion, lager, kontor og servicecenter.

Her fortæller vice president og site manager i Frederikshavn, Poul Knudsgaard, at MAN er i fuld gang med at skabe sig et overblik over den nye situation.

I første omgang betyder det, at produktionen fortsætter uden ansatte, som arbejder i nabokommuner. Derudover hjemsender MAN de allersidste kontoransatte, som endnu ikke var hjemsendt.

"Vi kan godt holde hjulene kørende i dag og måske også i næste uge med frederikshavner-ansatte. Så må vi afklare detaljerne, for det er svært at have det store beredskab klar, når man får sådan en besked om aftenen,” siger Poul Knudsgaard.

Går ikke i panik

Poul Knudsgaard understreger, at MAN ikke går i panik over situationen, og MAN ser endnu ikke grund til stor bekymring.

Selskabet håber dog på en hurtig politisk afklaring på, hvilken kompensation som virksomheden får.

"Vi har ikke helt overblik over, hvad regeringen vil tilbyde af kompensation, og der er en masse uafklarede spørgsmål lige nu," siger Poul Knudsgaard.

Derudover vil MAN undersøge, om motorproducenten kan betragtes som en leverandør til kritisk infrastruktur. Det vil i så fald betyde, at nogle medarbejdere kan krydse kommunegrænser.

"Hvis vi ikke får den status, vil det have en eller anden påvirkning, og vi vil ikke kunne lave den omsætning, vi skulle have lavet, og det rammer selvfølgelig bundlinjen," siger Poul Knudsgaard.

Hos den nordjyske scrubberproducent ME Production lyder det fra adm. direktør, Jens Peter Faldt, at det med de nye tiltag "selvfølgelig bliver mere besværligt med den interne koordinering."

"Produktionen og serviceringen af kunderne kan vi godt håndtere ud fra vores nuværende interne procedurer. Flere af kontorfunktionerne arbejder nu hjemmefra allerede fra i dag, og timelønnede produktionsmedarbejdere uden for kommunen sendes hjem. De bliver kaldt ind i det omfang, det bliver nødvendigt," skriver han i en mail til ShippingWatch.

Færgerederiet Stena, som sejler mellem Frederikshavn og Gøteborg, oplyser, at rederiet er i gang med at undersøge, hvilke konsekvenser situationen har.

For DFDS får de nye restriktioner i Nordjylland ikke rederiet til at ændre sin praksis her, oplyser kommunikationschef Gert Jakobsen til ShippingWatch.

Rederiet sejler i forvejen med reduceret kapacitet mellem Frederikshavn og Oslo, ligesom man har gjort mellem Oslo og København i lyset af de restriktioner, der har begrænset passagertrafikken.

Venter fyringer og konkurser

Coronakrisen har i forvejen været hård ved mange af Danske Maritimes medlemmer, hvor Jenny Braat ad adskillige omgange har italesat risikoen for både fyringer og konkurser blandt virksomhederne.

Bekymringen går især mod de service-virksomheder, der står for vedligeholdelsesopgaver.

"Lige for tiden er der nogle af vores medlemmer, der er meget hårdt ramt. Det er specielt vores internationale service-erhverv med vedligehold af f.eks. motorer eller produkter, for de har stort set næsten været lukket ned siden 11. marts, og det er et kæmpe problem. Der er mange, der hænger i dag og har det rigtig skidt," siger hun.

Ifølge branchedirektøren har der allerede været konkrete eksempler på mindre virksomheder, som har måttet lukke deres forretning.

"Foreløbig er der tale om mindre virksomheder med omkring 20 ansatte, som også typisk er de, der har været mindst polstret. Og så har vi set større virksomheder, der har reduceret bemandingen temmelig meget. Der er nogle af dem, der er kommet langt ned i medarbejderstaben," siger Jenny Braat.

Det er frygten for en ny og muteret coronavirus, som er blevet overført til mennesker fra mink, der har fået den danske regering til at sætte ind med nye og mere omsiggribende restriktioner i Nordjylland set i forhold til resten af Danmark.

Restriktionerne rammer syv nordjyske kommuner og gælder foreløbig frem til 3. december. Her opfordres alle virksomheder eksempelvis kraftigt til at hjemsende alle ansatte, der ikke varetager en kritisk funktion.

Orskov Yard må holde hver femte ansatte hjemme efter nye nordjyske restriktioner 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også