Viking laver nyt opkøb midt i omfattende integrationsproces

Midt i integrationen af et stort opkøb overtager Viking Life-Saving Equipment nu endnu et selskab, der skal styrke selskabets services inden for maritim brandslukning. "Vi føler os parate til den næste opgave," siger topchef til ShippingWatch.
Foto: Viking Life Saving Equipment - PR
Foto: Viking Life Saving Equipment - PR

Det er kun lidt over et år siden, at Viking Life-Saving Equipment annoncerede købet af norske Norsafe, og nu har leverandøren af sikkerhedsydelser så landet endnu et opkøb.

Denne gang er der tale om brandsikkerheds- og redningsdivisionen fra Drew Marine, der beskrives som top tre i verden inden for sit felt.

"Der er nogle ressourcer, der skal fordeles over flere opgaver, men når det er sagt, så er vi rigtigt godt tilfreds med forløbet omkring Norsafe, og det betyder også, at vi føler os parate til den næste opgave. Men selvfølgelig er det vigtigt, at begge dele kommer godt videre," siger Henrik Uhd Christensen, adm. direktør i Viking, til ShippingWatch.

Købet af Norsafe betød tidligere på året, at Viking ramte en milepæl på over 3000 ansatte, og det nye køb tilfører endnu mindst 50 ansatte til virksomhedens medarbejderstab.

Henrik Uhd Christensen ønsker ikke at oplyse, hvad Viking har betalt for Drew Marines forretning. Til gengæld fortæller han, at opkøbet har en årlig omsætning på lige omkring 10 mio. dollar, svarende til 65-70 mio. kr.

"Vi ser det ikke som omsætning, vi køber, men mere som et redskab til at accelerere strategien," siger han.

I det seneste regnskabsår hentede Esbjerg-baserede Viking for første gang en omsætning på over 2 mia. kr.

Tidligere på året har Henrik Uhd Christensen fortalt til ShippingWatch, at han forventer en omsætning i nærheden af 2,6 mia. kr., når 2019 skal gøres op.

Ikke aktivt på udkig

Integrationen af en virksomhed på størrelse med Norsafe er en omfattende proces. Derfor var Viking heller ikke selv aktivt på udkig, da Drew Marine bankede på døren.

"Den nuværende ejer havde et ønske om at koncentrere sig om nogle andre dele af sin forretning, og det betød så, at det var nu, de gerne ville sælge fra. Det er ikke, fordi vi har haft et stærkt ønske om, at det skulle være nu, men de har truffet et valg om, at de gerne ville sætte processen i gang nu, og vi har været interesserede," siger han.

Foto: PR - Viking Life-Saving Equipment / Drew Marine
Foto: PR - Viking Life-Saving Equipment / Drew Marine

"Nogle gange kan man selv få lov til at styre timingen, og andre gange må man slå til, når muligheden er der," tilføjer han.

Han understreger, at parterne har haft løbende kontakt, og at opkøbet skal ses som et led i Vikings strategi om at tilbyde kunderne en "bredere palette" af ydelser.

Skal balancere forretningen

På nuværende tidspunkt fylder redningsflåder og redningsbåde mest i forretningen hos Viking.

Med det nye opkøb er det planen, at brandydelserne fremover skal få lige så meget vægt.

"Vi har længe ønsket os at udbygge service af brandslukningsudstyr, og den her byggeklods er lige præcis den, der skal til for at marine fire services bliver balanceret med resten og får samme styrke som de resterende ben," siger topchefen.

Inden opkøbet var Viking til stede på 288 lokationer globalt. Med overtagelsen af Drew Marines brandydelser bliver der tilført flere lokationer især i USA, mens nøglepunkterne i Singapore, Dubai og Rotterdam bliver styrket væsentligt, fortæller Henrik Uhd Christensen.

Drew Marine yder på nuværende tidspunkt services i over 150 havne fordelt på 45 lande.

Fremover vil brand-divisionens hovedkontor i Rotterdam fungere som Vikings globale kompetencecenter for netop brandydelser til den maritime industri.

Handlen forventes at gå igennem 2. januar 2020.

Vikings milliardomsætning vokser efter opkøb: "Vi skal længere op"

Viking runder milepæl på 3.000 ansatte efter stort opkøb

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår