Lloyd's vil undersøge anklager om sexchikane

Lloyd's of London iværksætter nu en uafhængig undersøgelse af koncernens kultur. Beslutningen er truffet i kølvandet på anklager om omfattende sexchikane i verdens ældste forsikringsmarked.
Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Lefteris Pitarakis
Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Lefteris Pitarakis

Den 331 år gamle forsikringsbørs Lloyd's of London har igangsat en uafhængig undersøgelse af kulturen i koncernen.

Det skriver Bloomberg, som i marts måned bragte omfattende anklager om sexchikane fra flere kvinder i verdens ældste forsikringsmarked.

Undersøgelsen er ifølge Bloomberg forsikringsbørsens seneste svar på mediets afsløringer om en kultur, hvor seksuel chikane – fra uønsket berøring til deciderede overgreb – langtfra er ualmindeligt.

Lloyd's of London har allerede sagt til mediet, at forsikringsbørsen vil etablere en uafhængig whistleblower-ordning og potentielt bortvise ansatte på livstid for seksuelle overgreb.

Bloombergs første artikel var baseret på oplevelser fra 18 kvinder, som arbejder for nogle af verdens største forsikringsselskaber- og mæglere såsom Aspen Insurance Holdings og Munich Re. Kvinderne udtalte sig anonymt til mediet.

Nonprofit-organisationen Banking Standards Board, som har til formål at hæve standarden for adfærd i den britiske finansverden, kommer til at stå bag den uafhængige undersøgelse, skriver Bloomberg med henvisning til en mail fra Lloyd's.

Undersøgelsen er ifølge Lloyd's of London anonym og åben for alle med et adgangskort til Lloyd's bygning samt egne og medlemmernes mæglere og agenter. Resultaterne vil blive præsenteret for bestyrelsen i Lloyd's i juni.

Flere kvinder skal ind i europæisk shipping 

Kvindelige søfolk deler over 1000 vidensbyrd om sexchikane 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også