Maersk Training taber penge for fjerde år i træk

Også 2018 gav et underskud for Maersk Training med Mærsk-arving Johan Uggla som topchef. Selskabet forventer også et svært marked i år.
Johan Uggla har været adm. direktør for Maersk Training siden oktober 2017. | Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Emil Sørensen
Johan Uggla har været adm. direktør for Maersk Training siden oktober 2017. | Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Emil Sørensen

For fjerde år i træk kommer Maersk Training ud med et underskud på bundlinjen.

Det fremgår af regnskabet fra selskabet, der uddanner offshore-medarbejdere i sikkerhed, og som har Mærsk-arvingen Johan Uggla som adm. direktør.

Senest blev det i 2018 til et underskud efter skat på 10,1 mio. kr., hvilket dog var en fremgang mod et minus på 31,1 mio. kr. året før. Samlet set viser bundlinjen et tab på 144,8 mio. kr. over de seneste fire år.

Trods underskuddet, der betegnes som utilfredsstillende, landede resultatet for 2018 dog over de forventninger, Maersk Training havde på forhånd. Og i regnskabet vurderes det, at selskabet præsterede bedre end udviklingen i markedet.

"Olieindustrimiljøet fortsatte med at være udfordret i 2018 til trods for en stabiliseret oliepris og svagt stigende aktivitet i markedet. Den maritime industri forblev flad og den globale vindindustri vokser, men er også meget volatil relateret til den geografiske spredning af projekter," skriver Maersk Training i regnskabet.

Senest har selskabet brugt det forgangne år til at modne etablerede datterselskaber, justere omkostningerne og tage markedsandele.

Men også i år venter selskabet at blive mødt af svære markeder inden for alle sine fokusområder.

"Aktiviteten og nettoresultatet for 2019 ventes at være på 2018-niveau," skriver selskabet, der dog uddyber, at man venter at kunne øge sin markedsandel i året.

Johan Uggla har været adm. direktør for Maersk Training siden oktober 2017. Han er den ældste af Ane Mærsk Mc-Kinney Ugglas to sønner og har tidligere været chef for APM Terminals Cargo Services i Aarhus.

Maersk Training er et helejet datterselskab under Maersk-gruppen. Selskabet har Lars-Erik Brenøe som sin formand.

Maersk-arving i spidsen kunne ikke forhindre stort milliontab 

Medie: Johan Uggla bliver direktør for Maersk Training

Maersk Training laver nyt underskud i svært marked 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også