Hempel ivrig efter opkøb – men mulighederne udebliver i shipping

Hempel er klar til at købe op for milliarder i jagten på at fordoble omsætningen over den næste håndfuld år, fortæller malingproducentens topchef. Malingsproducenten vil bl.a. investere i shipping, men de gode opkøbsmuligheder mangler.
Foto: Hempel
Foto: Hempel

Hempel vil mere end fordoble omsætningen inden for den næste håndfuld år, og for at realisere den målsætning er malingsproducenten klar til at supplere organisk vækst med opkøb i milliardklassen.

Den danske virksomhed har sat et endeligt punktum i en bestikkelssag, som endte i en historisk bøde til Bagmanspolitiet (SØIK) på 220 mio. kr., og selv om der oveni det blev investeret 180 mio. kr. i den interne oprydning, var det et gældfrit Hempel, som sidste år brød en treårig opkøbstørke og erhvervede sig en stor bid af den tyske producent J.W. Ostendorff.

Står det til Hempel-topchef Henrik Andersen, bliver det ét af flere opkøb, som virksomheden vil foretage i de kommende år.

"Vi har haft en periode på tre år, hvor vi har styrket vores platform, så vi er klar til den opkøbsbølge, som vi mener, vi skal være en del af. Og vi mener, at vi er i en sublim god position til at deltage i den konsolidering, der sker i vores industri," siger Hempels CEO, Henrik Andersen, til ShippingWatch.

Organisk vækst er også en målsætning for Hempel, som trods en vækst i fjerde kvatal på 4 pct. endte 2018 med en tilbagegang på 1,4 pct., men opstår de rigtige opkøbsmuligheder, er malingsproducenten klar til at lægge milliarder på bordet, fortæller Henrik Andersen.

Hempel-topchefen siger blandt andet, at han "sagtens kunne forestille sig, at der kommer opkøb ind" til malingsproducentens nye, dekorative ben, som er oprettet i forbindelse med sidste års køb af en andel på 65 pct. i J.W. Ostendorff. Et opkøb, som Henrik Andersen i øvrigt forventer vil løfte Hempels omsætning næste år fra de nuværende 1,3 mia. euro til 1,5 mia. euro, når den fulde effekt af opkøbet for første gang tæller med i et regnskabsår.

Mulighederne mangler i shipping

Shipping er også en industri, hvor Hempel er på udkig efter opkøb. Problemet er bare, at mulighederne mangler.

"Vi vil altid være loyale og tro mod shippingindustrien, og det er vel at mærke et område, vi fortsat kommer til at investere i," siger Henrik Andersen og tilføjer, at Hempels Marine-division udgør cirka en fjerdedel af den samlede forretning.

"Men i shipping vinder man typisk ved at have de rigtige teknologiske produkter, og man kan kun i mindre grad foretage opkøb. Og på det seneste har der ikke været nogle oplagte muligheder. Så vores konklusion er, at hvis mulighederne kommer, så kigger vi på det, og så er vi klar, men hvis de ikke kommer, så må vi vokse organisk," siger Hempel-topchefen.

En opkøbsmulighed udmærker sig i Henrik Andersens bog ved enten at løfte omsætningen markant, eller ved at tilføje værdifuld teknologisk know how – og her udebliver de potentielle kandidater for Hempel aktuelt i shippingsektoren, vurderer topchefen.

Det vil dog tage mange år at realisere den fondsejede koncerns planer om at løfte omsætningen fra 1,3 til 3 mia. euro med organisk vækst på måske 4-5 pct. alene, og selv om Hempel-chefen "belært af bitre erfaringer" ikke vil sætte en præcis dato på, hvornår omsætningen skal fordobles, skal der helt ikke gå mere end syv år, understreger Henrik Andersen.

Og det vil alt andet lige kræve opkøb, erkender Henrik Andersen med en simpel, matematisk udlægning af fremtidsudsigterne: 

"Hvis vi vokser med 15 pct. om året, går der ca. fem år, og hvis vi vokser lidt mindre, går der måske syv år, og hvis vi vokser lidt mere, går der måske kun fire år. Præcis hvornår er mindre vigtigt," siger Henrik Andersen.

Sidste års omsætning på 1,3 mia. euro var 32 mio. euro mindre end i 2017. På bundlinjen udmøntede det sig i et overskud på 72 mio. kr. mod 92 mio. euro året før.

Hempel-topchef flyttede til Kina for at rydde op efter stor bestikkelsessag 

Hempel betaler trecifret millionbøde i bestikkelsessag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også