Sydkorea tilbyder værftsindustrien ny stor hjælpepakke

Selvom kritikken tager til hos en række vestlige lande, har den sydkoreanske regering spillet ud med endnu en massiv hjælpepakke til landets skrantende, men vigtige, værftsindustri. OECD skal behandle spørgsmålet om statsstøtte i næste uge.
Foto: /ritzau/AP/Kim Dong-min
Foto: /ritzau/AP/Kim Dong-min

I næste uge står spørgsmålet øverst på agendaen, når OECD holder møde om statsstøtte i Paris. Men den sydkoreanske regering vil angiveligt ikke ændre kurs, når det drejer sig om at støtte landets vigtige værftsindustri.

Udover de tre kæmpeværfter Hyundai Heavy Industries, Samsung Heavy Industries og Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering, der allerede har nydt godt af en stribe nye ordrer med statsfinansiering, så er turen nu kommet til næste led i kæden, de mellemstore og de små værfter, skriver landets nyhedsbureau Yonhap.

Torsdag har Sydkorea nemlig fremlagt en hjælpepakke til den store underskov af værfter, som ligesom de store har været presset af nedturen i shipping og offshore de seneste år.

Hjælpepakken handler helt overordnet om skibe, der sejler på LNG samt at få opbygget en LNG infrastruktur i landet. Målet er, at regeringen og private selskaber inden 2025 afgiver ordrer på i alt 140 skibe, der sejler på LNG.

Ifølge nyhedsmediet forventer industriministeriet, at der dermed kan skabes et nyt marked på omkring en billion won, eller hvad der svarer til 890 mio. dollars for de små og mellemstore værfter.

Sammen med den private sektor regner regeringen med at investere 2,8 billioner won inden 2025 for at få skabt den infrastruktur, der skal til, for at betjene LNG-skibene.

Hjælp i den nuværende krise

Ifølge planen vil regeringen også tilbyde trængte skibsværfter og leverandører 700 mia. won til ny finansiering og forlængelse af lån. Herudover bliver støtten til at sikre beskæftigelsen i værftsindustrien forlænget med et halvt år frem til juni næste år.

Landets industriminister Sung Yun-mo sagde, at støtten skal hjælpe industrien med at komme over den nuværende krise.

"De sydkoreanske skibsværfter forventes at få nye ordrer, der svarer til 12 millioner CGT (compensated gross tons) i år, et niveau tæt på rekorden i 2014. Det endelige opsving forventes at starte i andet halvår næste år, når arbejdet på disse ordrer går i gang," lød det i en kommentar fra ham.

Kinas deltagelse uvis på vigtigt møde om statsstøtte til værfter 

Sydkorea har slået rivalen Kina på nye ordrer i de første ti måneder af i år, viste en ny rapport fra Clarkson Research Institute. Mens de sydkoreanske værfter hentede ordrer svarende til 10,26 millioner CGT mellem januar og oktober, lå tallet i Kina på 7,1 millioner CGT.

Også når det drejer sig specifikt om LNG-skibe, ligger landets tre store værfter godt i forhold til konkurrenterne. De tre værfter har gjort rent bord over for Japan og vundet samtlige ordrer på at bygge store skibe, der sejler med LNG de næste tre år. Det skrev Reuters i går.

Der er tale om mere end 50 ordrer, der skal leveres over de næste tre år, viser data fra virksomhederne og skibsmæglere til en samlet værdi på lidt over ni mia. dollars

Medregner man flydende LNG-platforme, står sydkoreanske værfter for over 78 pct. af alle LNG-relaterede ordrer i år, mens Japan og Kina hver tegner sig for 14 pct. og 8 pct.

Netop Japan har for få dage siden protesteret over for WTO over Sydkoreas statsstøtte til landets shippingindustri, og handelsorganisationen tager nu, lige som OECD, spørgsmålet op. Find den officielle klage her.

Også EU har kritiseret den sydkoreanske statsstøtte.

Japan protesterer til WTO over konkurrents støtte til værfter

EU vil forsvare rederier og værfter mod overkapacitet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også