Wärtsilä forventer større efterspørgsel i 2018

Den finske motorleverandør forventer over hele linjen bedre efterspørgsel i 2018. Også for marinedivisionen, hvor appetitten dog var udfordret af lave fragtrater, overkapacitet og manglende finansiering fra kunderne.

Ordrebogen voksede sidste år for finske Wärtsilä, der producerer motorer til blandt andet shippingindustrien.

Og for 2018 forventer leverandøren, at efterspørgslen vil blive større.

Mens der ventes "god" efterspørgsel på forretningsområderne service- og energi løsninger, så betyder overkapacitet og manglende finansiering, at efterspørgslen i den maritime division vil være "solid," lyder det i årsregnskabet.

Samlet set steg ordrebogen med 8 pct. for Wärtsilä til 5,1 mia. euro. ved udgangen af 2017. Mens der var vækst i service- og energidivisionerne, så var udviklingen stort set flad for marinedivisionen, hvor ordrebogen landede på lige over to mia. euro.

Fremadrettet forventer president og CEO Jaakko Eskola, at udvikling af smart teknologi og nye forretningsmodeller bliver en central del af Wärtsiläs langsigtede værdiskabelse.

"I forhold til 2018 er vores forventninger til efterspørgslen forbedret noget. Vi ser fortsat vækstmuligheder i vores serviceforretning, baseret på vores portefølje af langsigtede aftaler og den stigende teknologiske forfinelse af vores installerede base. Efterspørgslen efter vores energiløsninger forventes at være på et godt niveau støttet af en sund projektpipeline og gunstige markedtrends," udtaler Jaakko Eskola i regnskabet og fortsætter:

"Markedsforholdene forventes at bedres i marineindustrien, hvilket dermed støtter en solid efterspørgselsudsigt."

På nuværende tidspunkt er ordrebogen for leveringer i 2018 på 3,2 mia. euro, hvilket primært omfatter levering af udstyr.

Lave fragtrater spillede ind

Specifikt for den maritime industri oplevede den finske leverandør, at lave fragtrater påvirkede efterspørgslen, men at stemningen blandt kunderne dog blev forbedret mod årets udgangen.

Sammen med en "sund efterspørgsel" på gas- og krydstogtområdet gav det et stigende ordreindtag, lyder det.

"I marineindustrien påvirkede lave fragtrater kundernes appetit på serviceinvesteringer. Offshore servicemarkederne forblev udfordrende igennem 2017, selvom stigende oliepriser førte til en vis genopretning i stemningen mod slutningen af året," lyder det fra Wärtsilä i regnskabet.

For hele året steg ordreindtaget i marinedivisionen med 15 pct. til 1,5 mia. euro.

Heraf kom de 366 mio. euro fra fjerde kvartal, hvilket var en stigning på hele 42 pct. i forhold til fjerde kvartal sidste år. Stigningen kom blandt andet fra en ordre fra Teekay på fire nye tankskibe, hvoraf de to var indregnet i ordreindtaget for perioden.

Trods tegnene på bedring i marinedivisionen, så blev det på den korte bane til en tilbagegang på toplinjen i 2017. Her faldt nettoomsætningen for marinedivisionen med 22 pct. og udgjorde 1,3 mia. euro.

For hele året blev det til et overskud før skat på 506 mio. euro for Wärtsilä – en stigning på 6 pct. i forhold  til 2017 – mens nettoomsætningen steg med 3 pct. og landede på 4,9 mia. euro.

Indikationen på bedre efterspørgsel fra shipping var også noget, svenske Alfa Laval kom ind på i sit regnskab i denne uge. Her lød det, at den svenske producent kom ud af 2017 med større ordrebøger end i 2016 for marinedivisionen. Her spillede salg af scrubbere og pumper især ind.

Offshoreskib i Nordsøen fjernstyret fra USA's vestkyst

Wärtsilä ramt af nedturen i shipping og offshore

Wärtsiläs resultat mere end halveret i andet kvartal 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også