Saudisk minister opfordrer til længere olie-samarbejde

Samarbejdet mellem en række af de største olieproducerende lande bør forlænges også ud over 2018, siger Saudi-Arabiens energiminister. Dog ikke nødvendigvis med samme produktionsloft som nu.
Foto: ritzau scanpix/Nabil al-Jurani
Foto: ritzau scanpix/Nabil al-Jurani

Olieprisen er steget markant det seneste halve år. En udvikling der i høj grad kan tilskrives aftalen fra 2016, hvor Opec-landene i samarbejde med andre af de olieproducerende lande som især Rusland enedes om at lægge låg på deres respektive produktion. En aftale der i november blev forlænget til udgangen af 2018.

Står det til den oprindelige aftales initiativtager, Saudi-Arabien, skal det dog ikke slutte der. Søndag appellerede den saudiske energiminister Khalid al-Falih til at gøre samarbejdet mere permanent.

Det skriver blandt andet Reuters.

"Vi burde ikke begrænse vores indsats til 2018 – vi bliver nødt til at tale om en længere samarbejdsramme," sagde ministeren på et pressemøde.

Det vedtagne produktionsloft har ført til, at priserne er steget fra et niveau omkring 40 dollar/tønden til aktuelt tæt ved 70 dollar/tønden. Omvendt har det også ramt de producerende landes økonomi, hvilket sammen med de højere priser gør, at fristelsen til at sælge mere end aftalt fortsat til stede.

Generelt anses aftalen dog for at have været en succes hidtil og overraskende loyalt overholdt. Om end der muligvis har fundet bøjninger af aftaleteksten sted rundt om i landende. Muligvis selv i Saudi-Arabien, hvor satellitoptagelser tidligere på måneden indikerede, at landet have underrapporteret omfanget af sine olielagre sidste år.

En forlængelse efter 2018 kan da også antage en anden karakter som den nuværende aftale, konstaterede den saudiske minister.

"Det betyder ikke nødvendigvis en fastholdelse tønde for tønde af de samme begrænsninger eller produktionsmål land for land, som vi skrev under på i 2016, men at sikre aktionærer, investorer, forbrugere og det globale samfund, at det her er noget, der er her for at blive. Og at vi får det til at fungere sammen," sagde Khalid al-Falih.

Udtalelserne faldt før et møde mellem landenes energiministre i den komité, der netop overser implementeringen af det aftalte loft. Imidlertid var en forlængelse af aftalen ikke på mødeprogrammet, slog bl.a. energiministrene fra Kuwait og Oman fast ifølge Reuters. Ifølge den kuwaitiske minister, Bakheet al-Rashidi, ville sådanne forhandlinger ske på et møde til juni, mens hans omanske kollega fastslog, at Oman foretrækker en ny type aftale.

Saudi Arabien og koreanske HHI opfører nyt megaværft 

Bank: Olieprisen vil nærme sig 75 dollars – men falder så igen i 2018 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu