Politikere i hård kritik af Søfartsstyrelsen i sager om dødsulykker

Både Socialdemokraterne og Venstre vil derfor bede erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) om at redegøre for Søfartsstyrelsens kritisable håndtering af sager med arbejdsrelaterede dødsulykker i Danmark.
Morten Bødskov (S). | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling
Morten Bødskov (S). | Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling

I ca. fire år har Søfartsstyrelsen ikke fulgt de gældende regler om arbejdsrelaterede dødsulykker i Danmark, hvor der har været udenlandske skibe involveret.

Det skriver Fagbladet 3F, som har været i kontakt med en række politikere fra begge sider af midten, der kritiserer den fejlagtige praksis i hårde vendinger over for fagbladet.

"Der er dødsulykker, som Søfartsstyrelsen ikke har fulgt op på. Der er folk, der kan have begået ting, som de ikke er blevet straffet for. Og der kan stadig sejle skibe rundt i danske farvande, som man kunne have iværksat sanktioner mod. Det er stærkt utilfredsstillende," siger formanden for Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget i Folketinget, Morten Bødskov (S), til fagbladet 3F.

Fagbladet har via aktindsigter afdækket, at Søfartsstyrelsen i forbindelse med otte dødsulykker siden slutningen af august 2011 i Danmark kun har været om bord på det pågældende skib i fire af sagerne, mens der på to af dødsulykkerne slet ikke er oprettet en sag.

Mens arbejdsulykker til lands bliver behandlet af Arbejdstilsynet, bliver arbejdsulykker til søs behandlet af Søfartsstyrelsen.

Problemet er bl.a., at mens de danske myndigheder har givet bøder til udenlandske arbejdsgivere, hvor deres medarbejdere har mistet livet under kritisable sikkerhedsforhold på land, så er udenlandske virksomheder sluppet for samme straf, hvor der er sket dødsulykker til vands.

"Jeg forstår ikke, at Søfartsstyrelsen ikke kender den bemyndigelse, som styrelsen arbejder under. Det er stærkt utilfredsstillende. Reglerne bør ikke være til at misforstå," siger Morten Bødskov videre om sagerne til fagbladet 3F.

Både Morten Bødskov og Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen mener, at der er brug for, at erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) redegør for Søfartsstyrelsens håndtering af dødsulykker til vands.

En beslutning som støttes af Enhedslistens beskæftigelsesordfører Christian Juhl, som har kaldt ministeren i samråd efter Fagbladet 3F’s afsløringer,

"Jeg er chokeret over, at Søfartsstyrelsen ikke har lagt mærke til, at der har været problemer med myndighedernes behandling af dødsulykker på landjorden, og at Søfartsstyrelsen ikke har tænkt, om den har et lignende problem. Det ville andre styrelser gøre," udtaler Christian Juhl.

Anklage: Filippinske søfolk tvunget til illegalt arbejde i Danmark

Rederne: Stabil dansk beskæftigelse på DIS-skibe

Søfartsstyrelsens flytteplaner ramt af forsinkelse

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også