Maersk-rederi i Norge lander milliardunderskud

Höegh Autoliners, som Maersk investerede i for ti år siden og har en ejerandel på næsten 40 pct. af, landede et elendigt resultat i 2016. De rige olienationer importerer færre biler, lyder en del af forklaringen.
Foto: Höegh Autoliners
Foto: Höegh Autoliners

Maersks ti år gamle investering i det norske bilskibsrederi Höegh Autoliners havde i den grad svært ved at sejle pengene hjem i 2016.

Ifølge årsberetningen fra rederiet fik Höegh Autoliners et underskud før skat på ikke mindre end 223 mio. dollars i 2016, som svarer til godt halvanden milliard danske kroner.

Det skriver Dagens Næringsliv.

Omsætningen gik samme vej og faldt fra 1,1 mia. dollars i 2015 til 978 mio. dollars sidste år.

Bestyrelsen peger bl.a. på, at de engang så mægtige olienationer ganske enkelt importerer færre biler i takt med, at indtægterne fra olien er skrumpet ind. Dermed er de rederier, der kæmper om ordrer fra bilproducenterne, kommet ud i en hård konkurrence.

"Svækkelsen i markedet skyldes hovedsageligt en lavere volumen på enkelte handelsruter, noget som skaber ubalance i handelssystemet," skriver bestyrelsen i årsberetningen.

"For Höegh Autoliners kommer det meste af faldet i volumen fra import til råvareeksporterende regioner som Mellemøsten, Afrika og Sydamerika," hedder det endvidere.

Maersk havde i januar 2008 selv 18 bilskibe, som man valgte at lægge sammen med Höegh Autoliners flåde og samtidig erhvervede sig 37 pct. af aktierne, som i dag er på 38,5 pct.

Brasilien går ind i stor kartelsag mod bil-rederier

Kenya frigiver Höegh-skib efter våbensag

Verdens største bilskib skal styrke konkurrenceevnen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu