Wilbur Ross godkendt som USAs nye handelsminister

Kapitalfondsejer og storinvestor i i flere rederier, 79-årige Wilbur Ross, udnævnt som ny handelsminister med bl.a. mange demokratiske stemmer.
Foto: Manuel Balce Ceneta/AP Photo/Polfoto
Foto: Manuel Balce Ceneta/AP Photo/Polfoto
Ritzau/Reuters

USA's præsident, republikanske Donald Trump, har fået endnu en minister på plads i sin regering.

Senatet har mandag ved en afstemning godkendt Wilbur Ross som ny handelsminister i USA.

72 af de 100 medlemmer i Senatet stemte for Trumps kandidat.

Dermed fik Ross også stemmer fra adskillige af forsamlingens demokratiske medlemmer.

Ross kommer blandt andet til at skulle tage sig af USA's forhandlinger med Mexico og Canada om frihandelsaftalen Nafta, som Donald Trump har krævet skal tages op til revision.

Den 79-årige Wilbur Ross kommer også til at lede genforhandlinger om handelsaftaler med Kina.

Efter at Donald Trump nominerede Ross til posten som handelsminister, blev han af politiske modstandere kritiseret for at hive endnu en rigmand ind i sin regering.

At Ross er milliardær harmonerer dårligt med Trumps løfter om, at hans regering vil fokusere på arbejderklassen, mener kritikere.

Wilbur Ross har skabt sig en formue ved at opkøbe skrantende virksomheder og fået dem til at blomstre gennem nedskæringer.

Den evne har blandt andet givet ham øgenavnet "konkurskongen".

Posten som handelsminister tiltrækker sig normalt ikke stor opmærksomhed i Washington.

Men Ross ventes at få en vigtig rolle at spille i bestræbelserne på at opfylde Trumps løfte om at bringe industriarbejdspladser tilbage til USA og få nedbragt det amerikanske handelsunderskud.

Shippinginvestor vil øge USA's eksport som Trumps handelsminister  

Trump lægger op til protektionistisk linje 

Medie: Ross må sælge ud for at blive Trumps handelsminister 

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også