København har holdt sit sidste Danish Maritime Forum

Mens Danish Maritime Days forsætter i den form, det har haft de sidste tre år, nedlægges prestige-eventet Danish Maritime Forum, har bestyrelsen bag de to arrangementer besluttet.
Foto: ShippingWatch/Future Line Media
Foto: ShippingWatch/Future Line Media

Efter at have været afholdt i oktober de sidste tre år i Københavns Havn, er Danish Maritime Forum, som har været højdepunktet under Danish Maritime Days, blevet nedlagt.

Det oplyser formanden for bestyrelsen i Foreningen bag Danish Maritime Days og Forum, adm. direktør Anne H. Steffensen til ShippingWatch.

Bestyrelsen havde møde onsdag aften, hvor det blev besluttet at videreføre Danish Maritime Days, der har været rammen for de forskellige arrangementer i løbet af de tre år, de har været afholdt. Derimod bliver Danish Maritime Forum ikke videreført som det event, der har samlet godt et par hundrede topfolk og ministre fra den maritime verden over to dage under Danish Maritime Days ugen.

Der er dog stadig en mulighed for, at Danish Maritime Forum-konceptet videreføres som et globalt forum, idet en række private interesser overvejer muligheden for at løfte ideen videre, oplyser Anne H. Steffensen uden at hun kan sige mere om den del.

"Det har hele tiden været meningen, at Danish Maritime Days-arbejdet skulle køre i tre år, hvorefter foreningen skulle vurdere, hvad der skulle ske. Nu har de tre parter bag, Søfartsstyrelsen, Danske Maritime og Danmarks Rederiforening, besluttet at videreføre Danish Maritime Days i et partnerskab, hvor vi skiftes til at være tovholder. Første gang, vi afholder arrangementet igen, bliver i 2018," siger Anne H. Steffensen.

Det har været midler fra det offentlige og fra maritime fonde, der har finansieret forummet, som blev skabt som en udløber af arbejdet i det seneste vækstteam i 2012 ud fra et ønske om at have et danskbaseret "den maritime verdens Davos."

Konceptet gjorde også forummet væsentlig anderledes end de i øvrigt mange konferencer, som finder sted i den maritime verden, ikke mindst at deltagerne, uanset om de var CEOs i et asiatisk rederi, formand i den amerikanske Federal Maritime Commission eller minister i et afrikansk land skulle deltage aktivt i debatter og gruppearbejde.

"Vi kan se, at debatterne bidrog til at løfte emner ind i andre fora som ICS, og vi er glade for at have kunnet få topchefer til København og samtidig bede dem smøge ærmerne op. Men styrken i at få en god ide er også at kunne give den videre," siger Anne H. Steffensen på spørgsmålet om, det ikke er ærgerligt, at et godt forum ikke kan fortsætte.

Finansieringen af det kommende Danish Maritime Days ligger hos de tre partnere, og herudover kan der blive behov for at søge fonde.

Det bliver Danske Maritime, der har tøjlerne til det næste arrangement.

Her er skibsredernes svar på de globale udfordringer

Mød den ydmyge mand bag Danish Maritime Days

Her er talerne til Danish Maritime Forum

Rodolphe Saadé: Vi kan få et nyt Hanjin 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også