Globale rederiforeninger: EU ødelægger IMO's arbejde

Det ødelægger IMO's arbejde om global nedbringelse af CO2, at EU i går har besluttet at inkludere shipping i det europæiske kvotehandelssystem ETS. Det mener den europæiske rederiforening ECSA og den internationale redersammenslutning ICS.

Den europæiske rederiforening ECSA (European Community Shipowners' Associations) er "meget skuffede" over, at EU-Parlamentet torsdag stemte for at inkludere shipping i det europæiske kvotehandelssystem.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Beslutningen i miljøudvalget i Europa-Parlamentet går kort sagt ud på, at skibsfarten skal ind under EU's kvotehandelssystem i 2023, hvis IMO-aftalen om skibsfartens CO2-udledninger, som IMO er gået i gang med arbejdet på, ikke er operationelt i 2021.

Resultatet af afstemningen i går gik imod anbefalingen fra Europa-Parlamentets industriudvalg, som for blot en måned siden stemte for at holde skibsfarten ude af kvotehandelssystemet.

"Rapporten ignorerer og underminerer den køreplan, der blev vedtaget i IMO i slutningen af oktober. Vi synes, det er meget skuffende, men det ændrer ikke vores beslutning om at gøre IMO-køreplanen til en succes. Vi er enige i, at shippingsektoren må nedbringe sine CO2-udledninger yderligere på et tilsvarende ambitionsniveau som resten af verdensøkonomien for at bidrage med en fair og proportionel andel i at imødegå Paris-aftalens klimamål. Men det kan kun ske effektivt i en global kontekst. Truslen med regionale mål til urealistiske deadlines vil være et tilbageslag," siger Patrick Verhoeven, formand for ECSA i meddelelsen.

Foreningen fremhæver, at ender shipping med at blive inkluderet i ETS, vil det også have negativ indvirkning på handels- og jobsituationen i EU.

ICS er på linje med ECSA i deres kritik af EU-beslutningen.

"Vi håber, at EU-regeringerne og EU-Kommissionen vil komme til fornuft og indse, at trusler mod deres handelsparterne ikke vil tjene den udvikling af den globale løsning, som både de og shippingindustrien vil have og har brug for," siger Simon Bennett, ICS Director of Policy and External Relations.

Europa-Parlamentet vil underlægge skibsfarten CO2-kvoter  

NGO: Skibsfarten kan underminere CO2-reduktioner

EU's nye maritime topchef har taget styringen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også