Redere afviser blankt skrotningslicens

Forslaget om en EU-fond, der skal få skibsejere til at hjælpe med at betale for ansvarlig ophugning af EU-flagede skibe, vil underminere IMO's arbejde for at sikre bedre forhold på de omdiskuterede ophugningsværfter, lyder det i en samlet udmelding fra rederne. 
Foto: PR-foto/Maersk Line
Foto: PR-foto/Maersk Line

Et forslag om at skabe et økonomiske incitament til ansvarlig og EU-godkendt ophugning gennem en såkaldt ophugningslicens afvises blankt af redere i foreningerne International Chamber of Shipping (ICS) og de europæiske redere i ECSA (European Community Shipowners' Associations).

En ordning, hvor alle skibe uanset flag er forpligtet til at have en licens for at anløbe havne i Europa, vil underminere IMO's indsats for at sikre bedre forhold på de omdiskuterede værfter i især Indien, Pakistan og Bangladesh. Samtidig vil skrotningslicensen skabe store problemer i forhold til EU's handelspartnere, herunder Kina, Indien, USA og Japan, understreger de to internationale rederiforeninger i en fælles meddelelse.

"Udover at være unødvendigt kompliceret, højst upraktisk og meget svært for EU at administrere, vil oprettelsen af en sådan fond være en fornærmelse mod det internationale samfund, der har vedtaget Hongkong-konventionen om skrotning, hvis standarder allerede er blevet inkorporeret i en lignende EU-lovgivning," siger ECSA's generalsekretær Patrick Verhoeven.

Han bakkes op af ICS-chef Peter Hinchliffe:

"Et så drakonisk og ensidigt initiativ vil, især hvis det rammer skibe uden EU-flag, sandsynligvis blive set af EU's handelspartnere som et konkurrenceforstyrrende element i international shipping. Der er en reel risiko for, at andre nationer vil indføre gengældelsesforanstaltinger."

Rederne i de to foreninger opfordrer i stedet EU til at arbejde for at få medlemslandene til at ratificere IMO's Hongkong-konvention og anerkende de sydøstasiatiske værfters indsats for at opnå den nødvendige IMO-certificering for korrekt ophugning.

Omstridt forslag

Den omdiskuterede ordning går ud på, at skibsejere skal betale et beløb, som så følger skibet i hele dets levetid og først udbetales, når skibet bliver ophugget på et EU-godkendt værft.

På den måde vil den sidste ejer af skibet få udbetalt et beløb, hvis skibet ophugges på et værft, hvor EU har godkendt forholdene for arbejderne og miljøet. Pengene vil indtil da være placeret i en særskilt og transparent fond.

Fortalerne for en sådan fond tæller blandt andet konsulenthuset Ecorys, klassifikationsselskabet DNV GL og Erasmus University School of Law, der i en ny rapport dog understreger, at en eventuel skrotningslicens skal have en vis størrelse for at få rederne til at skrotte skibe på værfter, der er godkendt af EU's regler for ophugning af skibe (Ship Recycling Regulation (SSR)).

"For at have en effekt på ophugningsadfærden er det nødvendigt, at det pågældende beløb dækker forskellen mellem omsætningen, som en skibsejer får ved at overholde SSR-reglerne, og den situation, hvor skibsejeren vælger den på nuværende tidspunkt mere lukrative mulighed at ophugge et skib i strid med SSR-reglerne," lyder det i rapporten.

På den anden side står spillere som Maersk Line, der allerede har meldt ud, at man vil overveje at omgå reglerne, hvis det bliver nødvendigt.

EU-rapport bakker op om skrotlicens

EU klar med nyt udspil til omstridt skrotningsfond

Organisationer roser nye ophugningskrav

NGO: Bæredygtig ophugning kollapser uden fond 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også