Skibsrederne ærgrer sig over britisk farvel til EU

Frem for alt skaber det usikkerhed både for EU og for Storbritannien, at briterne har valgt at forlade EU, lyder det i en kommentar fra Danmarks Rederiforening til ShippingWatch. Storbritannien er danske rederiers tredje største marked.

Det britiske nej til medlemskab af EU ærgrer Danmarks Rederiforening. Ud over at Storbritannien er danske rederiers tredjestørste marked, ikke mindst via relationerne på Nordsøen, skaber det en usikkerhed, ikke kun for landet selv, men for hele EU, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danmarks Rederiforening til ShippingWatch.

"Storbritannien og EU går en uvis tid i møde, da alt tyder på, at et flertal af briterne har stemt for at forlade EU. Det er ukendt land at forhandle så stort et medlems udmeldelse af EU. Det vil efter al sandsynlighed betyde en længere periode med usikkerhed om Storbritanniens handelspolitiske relationer til resten af EU og omverdenen generelt."

"Storbritannien er et af dansk skibsfarts største markeder. Vi lægger vægt på, at Storbritannien også i fremtiden vil have tætte handelsforbindelser til EU, selvom briterne nu har stemt for at træde ud af EU og det indre marked."

I 2014 stod landet for 4,9 procent af danske rederiers udenlandske aktiviteter. Foruden mere traditionel skibsfart er Storbritannien hjemsted for verdens største offshore vind-sektor, hvor danske rederier står stærkt. Olie- og gassektoren på den britiske sokkel har også stor betydning for både danske rederier og selskaber, der i det hele taget arbejdet med at servicere industrien.

Exit er katastrofalt

Samtidig betyder den geografiske placering, at der bliver omlastet mange varer og gods i Storbritannien. Vigtigst for landet selv er uden tvivl den store skov af advokater, brokere og i det hele taget de maritime servicevirksomheder, der holder til i downtown London.

Den britiske shippingindustri så allerede forleden med bekymring frem til folkeafstemningen. Mange shippingledere frygter ifølge Wall Street Journal, at London vil miste sin status som et globalt center for skibsfinansiering, mægler- og forsikringsvirksomhed.

Avisen citerede tal fra revisionsfirmaet PwC, der viser, at den maritime serviceindustri årligt bidrager med 6,5 mia. dollars til britisk økonomi. Og ifølge Maritime London, der er et markedsføringsorgan for britisk-baserede maritime virksomheder, beskæftiger shipping 469.000 mennesker.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Peter Ahlås, der er formand for den maritime rådgivningsvirksomhed C Solutions, sagde, at en britisk exit vil være katastrofal for lokale virksomheder, der vil flytte andre steder hen. Ifølge Ahlås er skibsredere i forvejen i færd med at flytte til andre mere skattevenlige lande, ligesom en stor del af kapitalmarkedet i shipping er flyttet til New York.

Rederiforening: Finanskrisen har skadet frihandlen

Britisk shipping frygter exit på torsdag

DFDS-rival på Den Engelske Kanal slår ny rekord

Brexit kan ramme Dongs milliardforretning som en boomerang 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også