Inchcape anklaget for snyd med milliardkontrakter

Whistleblowere har anmeldt Inchcape Shipping Services for blandt andet at overfakturere den amerikanske flåde for tjenesteydelser, som Inchcape har udført. Det amerikanske justitsministerium går nu ind i sagen.
Foto: Rotterdam Havn
Foto: Rotterdam Havn

Inchcape står i USA anklaget for at snyde den amerikanske flåde i forbindelse med kontrakter for et milllardbeløb, da firmaet som underleverandør leverede ydelser til den amerikanske flåde, mens samme flådes skibe lå i havn i blandt andet USA, Sydamerika, Asien og andre steder.

Anklagerne tæller blandt andet overdrivelse af, hvor meget service og hvor mange varer, der blev leveret under kontrakten, overskridelse af de tariffer, der var fastsat i kontrakten og dobbeltfakturering for nogle ydelser.

Det skriver det amerikanske Law360.com

Sagen er startet af tre whistleblowere, der i 2010 anmeldte en række episoder under False Claim Acts, en såkladt whistleblower-lov. Men sagen har nu pådraget sig det amerikanske justitsministeriums (US Department of Justice, USDoJ) interesse.

USDoJ oplyser i forbindelse med sin indtræden i sagen, at Storbritannien-baserede Inchcape er anklaget for at have overfaktureret den amerikanske flåde i perioden 2005 til 2014, imens skibene lå i havn. Ydelserne var blandt andre levering af mad, arrangering af transport, affaldstømning, telefonservice, færgeydelser, der kan sejle mandskab ind til land, og i nogle tilfælde sikkerhedsydelser, skriver Law360.

Svindlens økonomiske omfang vil blive afgjort i løbet af retssagen mod Inchcape, men ifølge whistleblowernes advokat, Janet L. Goldstein fra Vogel Slade & Goldstein LLP, har kontrakterne en samlet værdi i omegnen af 400 millioner dollars, lidt under 2,8 milliarder danske kroner.

Janet L. Goldstein tilføjer til Law360, at regeringen normalt kun går ind i 20 procent af whistleblower-sager indberettet under False Claims Act, FSA.

"Dens beslutning om at intervenere i denne sag, efter en lang og omfattende efterforskning, taler sit tydelige sprog om betydningen af vore klients anklager," siger hun i en mail.

Kursus i fusk

Whistleblowerne anmeldte blandt andet en episode, hvor de nu tidligere ansatte på et kursus var blevet instrueret i at fuske bevidst med, hvor meget affald og kloakvand, der blev kørt bort fra skibene i havn.

Ifølge Law360 fremgår det af den oprindelig anklage i 2007, hvordan to af whistleblowerne havde deltaget i det pågældende kursus, hvor instruktøren talte om at overfakturere flåden.

"Instruktøren sagde under kurset, at fifleri med volumen (af kloak og affald, red.) var måden at tjene sine penge på," og rådgav således de deltagende regionschefer og ansatte til at øge det oplyste antal kubikmeter, man havde fjernet fra skibet.

Selskabet havde indtil for nylig en dansk CEO, Claus Hyldager, der dog i august uden nærmere begrundelse og pludseligt forlod selskabet, der er arabisk-ejet og udfører shipping services for blandt andet skibe i havn.

ShippingWatch arbejder på at få en kommentar fra Inchcape.

Claus Hyldager forlader Inchcape øjeblikkeligt

John Fredriksens nye CEO sigtet i korruptionssag 

Brasiliansk korruptionssag nærmer sig Maersk 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu