Rederierne har fået sig en ny sherif i byen

EU's konkurrence-kommissær Margrethe Vestager er ambitiøs og arbejder lige nu bl.a. på nye globale konkurrencerregler, som kan få konsekvenser for maritime selskaber. ShippingWatch har interviewet og tegner billedet af en ny og anderledes sherif i byen. 
Foto: Line Ørnes Søndergaard
Foto: Line Ørnes Søndergaard

Margrethe Vestager har siddet på en af de tungeste poster i EU-Kommissionen og i øvrigt også mest indflydelsesrige politiske poster i verden i præcis et år.

Selvom det ikke er så lang tid siden hele familien inklusiv to af de tre døtre fandt et hus i Bruxelles en halv times gang fra den ikoniske Berlaymont-bygning, er hun allerede faldet godt til i byen, der måske ikke topper listen over mini-ferier eller romantiske storby-ture, men rummer sine godbidder. Det kan være det lokale marked i familiens nye kvarter, hvor hun køber ind i weekenden. De mange gode restauranter, Bruxelles er kendt for eller Belgiens svar på Lagkagehuset: Le Pain Quotidien.

Som det næstyngste medlem af de 28 EU-kommissærer har hun også fundet sig til rette på sin plads ved det lange mødebord, som – ifølge protokollen – betyder, at hun sidder helt nede for enden, længst væk fra Kommissionens formand Jean-Claude Juncker. Men som en af de få kommissærer sidder hun lige over for formanden, tilføjer hun.

Vestager parat til at modernisere tonnageskatten 

Det var nu ikke hendes unge alder, 47 år, som det var de 20 års erfaring som politiker, minister og partiformand for de radikale, der gav hende adgang til en af de tungeste poster i EU med ansvar for selve kernen i EU-samarbejdet: et frit marked med en fair konkurrence. Der er også tale om en af de få politiske poster i verden, hvor man på globalt plan har magt til at begrænse konkrete virksomheders mulighed for at gøre forretning, eller helt at afvise ønsket om en sammenlægning af aktiviteter eller selskaber. Den igangværende og langvarige undersøgelse af Maersk Line og 13 andre rederier mulige koordinering af priserne på containertransport er et eksempel på det første. Vestagers afslag på fusionen tidligere på efteråret mellem Telenor og Telia i Danmark er et eksempel på det sidste.

Inklusiv talsmænd har hun 20 medarbejdere tæt på sig i Kabinettet, der er EU-kommissærernes sekretariat og nærmeste rådgivere. Hertil kommer omkring 900 ansatte i Generaldirektoratet, der gransker karteller, vurderer fusioner og undersøger statsstøtte nogle gange sekunderet af det væld af advokatkontorer i byen, der lever godt af opgaver fra EU.

"Jeg tror ikke, at naturstilstanden er fair konkurrence. Jeg tror, at fair og ordentlig konkurrence er noget, vi vil i demokratier, hvor man gerne vil have en åbenhed og en ordentlighed, og hvor folk har en fair chance for at komme til torvs med det, de gerne vil sælge. Det kræver en indsats, at det bliver ved med at være sådan. Jeg tror snarere, at naturtilstanden er en slags junglelov, hvor de store bliver større og de små bliver trådt på," fortæller Margrethe Vestager i et interview med ShippingWatch.

EU afviser Scandlines-klage over støtte til Femern 

Hun ved efterhånden, hvad hun taler om, da det ikke er småsager, hun har beskæftiget sig med eller lokale byggemarkeder, hun har taget kampen op med. Siden hun overtog posten i december sidste år, har hun anklaget dele af toppen af det globale erhvervsliv for at misbruge den magt, virksomhederne har fået, ganske enkelt fordi de er blevet store og tilkæmpet sig en position, der kan svær at komme udenom for forbrugerne eller hamle op med for konkurrenterne. To af de mest prominente navne er verdens største gasselskab, russiske Gazprom, og amerikanske Google. Selvom der ligger lang tids forberedelse og mange arbejdstimer bag, inden der bliver åbnet en sag over for virksomhederne, er det Margrethe Vestager, der som den nye sherif i byen har det afgørende ord i sidste ende beslutter, hvad de små 1000 medarbejdere skal prioritere. Og det er også hende, der mødes med den som regel lodret uenige topledelse, der flankeret af et hold rådgivere drager til Bruxelles for at overbevise konkurrencekommissæren om, at hun er helt galt på den.

Margrethe Vestager kan give bøder på op til 10 procent af omsætningen, i Googles tilfælde vil det svare til 6,2 milliarder euro, eller 46,5 milliarder kroner, så virksomhederne sætter det svære artilleri ind, når de er under beskydning fra Bruxelles.

"Det er mit indtryk, at når der kommer et brev fra Kommissionen, så mobiliserer man i meget, meget vid udstrækning. Jeg oplever, at der er meget stor respekt for kommissionen på konkurrenceområdet, og jeg oplever også, at der er store forventninger til, at den kompetence bliver brugt. Der er mange niveauer i sådan en sag. Medarbejderne i Generaldirektoratet møder de meget store kræfter, der bliver sat i gang for at kunne svare på sådan et anklageskrift, når de behandler sagen. Jeg møder typisk direktøren for det hele, nummer 2 og så rådgiverne," lyder det fra Margrethe Vestager.

Mere åben stil

Hun har tydeligvis en anden og mere åben, mere dansk om man vil, stil end hendes forgængere har praktiseret. Hun overtog posten fra spanske Joaquín Almunia og hans franske talsmand, som praktiserede det, der vel bedst kan betegnes som sydeuropæisk meddelsomhed.

Mens sagerne behandles, er fortroligheden dog stadig den samme. Det gælder også kartelsagen om de 14 rederier, som nu har varet i over fire år i øvrigt til Maersk Lines og de andre rederiers store frustration. Udgangspunktet for sagerne er et væld af forskellige kilder og medier. Konkurrenter klager over virksomheder, borgere klager over hinanden på kryds og tværs. Engang imellem er der noget at komme efter, og så kan det være, at Kommissionen stiller nogle spørgsmål, som ender med, at der bliver sat en egentlig undersøgelse i gang. Og i sidste ende kan der blive åbent en sag ud fra, hvad der svarer til et anklageskrift.

"På kartelområdet kan det være at nogle melder sig selv. Det har den attraktion, at man så kan blive fri for bøde, og det medfører tit en spurt mod stregen. For hvis nummer to også kan tilføres nyt bevismateriale, kan vedkommende få et nedslag i bøden ligesom nummer tre osv. Det er i det hele taget en stærk kilde på antitrustområdet, sikkert fordi man tænker: Vi bliver nok opdaget, så måske skulle vi hellere tage sagen i egen hånd, eller fordi kartellet synger på sidste vers, og så ønsker man ikke at blive taget i det," forklarer Margrethe Vestager, der skelner skarpt mellem arbejdet med en fusion og en kartelsag:

Bindende frist

"En væsentlig forskel på en fusion og en kartelsag er, at du ved en fusion arbejder med nogle, der har den samme interesse som dig i forhold til en afklaring på sagen. Det er jo ikke altid, at man arbejder med folk med samme interesse, når det handler om sager om mistanke med karteldannelse. Men i den sammenhæng er det vigtigt for os at blive ved med at arbejde med datahåndtering, så vi kan give adgang til bevismateriale, så det bliver mere tilgængeligt, fordi hastighed i den forbindelse også er et retssikkerhedsspørgsmål. Og jeg ved udmærket godt, at det kan være meget vanskeligt for en virksomhed at være under mistanke i lang tid for ikke at spille efter reglerne."

Der er også stor forskel på, hvor lang tid behandlingen af en fusion og en kartelsag tager. Når behandlingen af en fusion går i gang, sætter EU en bindende deadline for, hvornår der ligger en afgørelse, hvorimod der ikke er nogen frist for, hvor lang tid behandlingen af en kartelsag kan tage. Vestager er med på, at virksomhederne ofte må leve med en mistanke i årevis. Men sagerne er komplicerede, og papirarbejdet kan være enormt. I den første store sag hun åbnede mod lastbilbranchens sværvægtere som Volvo og Daimler, der er mistænkt for kartel-samarbejde, havde embedsmændene behandlet 250.000 dokumenter, inden de i november sidste år kunne det såkaldte ”state of objection” til de involverede virksomheder. Det var fire år efter, at undersøgelsen gik i gang.

Virvar af myndigheder

En af de største udfordringer lige nu er det virvar af myndigheder (139 i alt), konkurrencelove og muligheder i det hele taget for at indsamle oplysninger i de enkelte lande, som gør det svært at følge med modparten, de virksomheder der ulovligt er i færd med at sætte sig på et marked eller skrue priserne kunstigt op. Derfor har Margrethe Vestager en iværksat plan om at skabe, hvad hun kalder ”den globale konkurrencelovs 2. generation,” eller første skridt til en egentlig global konkurrencelov, så myndighederne kan matche virksomhederne.

"Jeg synes, det er vigtigt at tage det et skridt videre, så vi ud over at møde op hos virksomhederne, også kan tale om, hvad vi har set, og hvad har vi fundet. Det kan man ikke over hele kloden endnu. Det er noget, der udvikler sig langsomt men systematisk i den rigtige retning. Det er vigtigt, at lovhåndhævelsen er global, når vores markeder også bliver det. I dag kører sagerne i hver sin retskreds, om man så må sige, men man ville få en mere ensartet og sikker håndtering også af store kartelsager, hvis man også kan samarbejde. Der vil også være store gevinster globalt set i, at myndighederne har et godt og gennemsigtigt samarbejde, så man ved hvad man har med at gøre og hvad der foregår når forskellige myndigheder samarbejder," siger hun.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Margrethe Vestager har netop haft et møde med sin japanske kollega om spørgsmålet. For nylig talte hun med sin amerikanske kollega om emnet, og nu gælder det Kina, som hun er på vej til at besøge med det samme punkt på dagsorden. Og der er stor interesse blandt de toneangivende nationer for at styrke den globale kontrol med konkurrencen, siger hun.

"Googles mareridt"

Men selv inden for EU's egne grænser er der store forskelle på, hvor langt fremme man er.

"En stor del af de afgørelse over de seneste ti år, er truffet nationalt, så der er i den grad brug for den nationale vagthund også. Der er så nogle af de nationale konkurrencemyndigheder, der ikke kan indsamle digitalt bevismateriale. Det har den daværende kommissær og mine folk nu gjort et stort arbejde for at finde ud af, hvad er der egentlig i værktøjskassen, eller i de 28 værktøjskasser. Hvis man stiller dem op over for hinanden, er der nogle, der meget fyldte og nogle hvor der nærmest kun ligger en hammer og en skruetrækker. Det synes jeg fremadrettet man skal se på, for det er ikke kun vores verden, der bliver digitaliseret. Dem, der laver karteller, arbejder også digitalt og lægger deres dokumenter i skyen og anvender forudbetalte taletidskort," siger hun.

Margrethe Vestager er allerede beskrevet som "Googles Mareridt" og "Den danske jern-lady", der går lige i flæsket på dem, andre ikke tør kritisere. Selv mener hun, at der er tale om et nødvendigt og meget håndgribeligt arbejde for at sikre, at de mange der opfører sig ordentligt ikke føler sig ladt i stikken. Hun savner mere de helt nære ting som cykelstier og de danske strande, end hun åbenbart savner dansk politik. Faktisk mener hun, at det hun beskæftiger sig med nu, er mere konkret, end hvad hun længe har arbejdet med. For det er konkrete sager, hun skal håndhæve og ikke overbud af politik, som hun selv også har været eksponent for, erkender hun.

USA holder de nye containeralliancer under lup 

"Det er lovhåndhævelse i stedet for lovskabelse. Jeg har været lovgiver i 20 år på forskellig vis. Det er konkret, når vi kigger på statsstøtte-sager, kartelsager eller dominerende stilling. I mit arbejdsliv er det et meget stort privilegium at få lov til at arbejde på den måde. Jeg er selv skyld i det, men der er meget lovgivning, der ikke bliver ordentligt implementeret og håndhævet, før politikere har fundet på, at nu skal der noget nyt ovenpå. Det er en af grundene til, at vi nogle gange, sådan tror jeg i alt fald det føles, vælter regler ned i hovedet på folk i stedet for at bruge det vi har i forvejen og teste det til grænsen, før der bliver lagt noget nyt ovenpå," lyder det.

Artiklen kan også findes i det nyeste nummer af BusinessWatch, som ShippingWatch har bidraget til:

Nyt BusinessWatch på gaden

Maritime advokater: Vestager markerer helt ny stil

EUs kartelsag mod 14 containerrederier trækker ud 

Vestager forsvarer de store containeralliancer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også