DIS-sagen: Rederne var klar til at gå hele vejen

Søfartens Ledere frygtede massefyring af medlemmer i 2010. I stedet for at konflikte mod Danmarks Rederiforening valgte fagforeningen at sagsøge rederne i et retsopgør om nettoløn i DIS-skibe.
Foto: Søfartens Ledere
Foto: Søfartens Ledere

Danske rederiers krav om en lønreduktion på 12,5 procent blandt danske navigatører tilbage i kriseåret 2010 er stærkt medvirkende til det nuværende retsopgør, der i disse dage udspiller sig mere end fem år efter i Østre Landsret i København.

Her har navigatørernes fagforening, Søfartens Ledere, sagsøgt de danske rederier i Danmarks Rederiforening for at få afklaret det principielle spørgsmål om, hvorvidt de har krav på kompensation i deres nettoløn ombord på skibe i Dansk Internationalt Skibsregister, DIS, når skatten falder på arbejde i det danske samfund.

Over for arbejdsgivernes krav om en markant lønnedgang stillede Søfartens Ledere på den anden side af forhandlingsbordet under de daværende overenskomstforhandlinger med et krav om, at navigatørernes nettoløn skulle reguleres, dvs. opad, i forbindelse med regeringens 2009-skattereform, den såkaldte Forårspakke 2.0, hvor sigtet var en markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst.

De to parter stod stjelt over for hinanden, fremgik det af afhøringerne i landsretten af næstformanden i rederiforeningens forhandlingsudvalg Henrik Holck (Foto), medlem af ledelsen i DFDS, og direktør Fritz Ganzhorn fra Søfartens Ledere.

Foto: DFDS
Foto: DFDS

"Vi var klar til at gå hele vejen og om nødvendigt tage en konflikt. Vi var i en forfærdelig økonomisk situation i 2010, og vi så ikke ind i lønstigninger. I stedet skulle omkostningerne nedbringes med 12,5 procent," sagde Henrik Holck under vidneafhøringen på spørgsmål fra rederiforeningens advokat Pia Voss.

Afhøringerne af såvel Fritz Ganzhorn og den tidligere sekretariatschef Peter Funch i Dansk Navigatørforening, i dag Søfartens Ledere, viste, at værdien af forskellige skattemæssige ændringer vedtaget i Folketinget siden vedtagelsen af DIS-loven i 1989 løbende er blevet tilpasset og indregnet i navigatørernes og sømændenes nettoløn i DIS-skibe. Det skete bl.a. i forbindelsen med skattereformen i 2004, Forårspakke 1.0, der indholdte skattelettelser på arbejdsindkomst, og som udløste et tillæg i DIS-lønnen på 442 kroner.

Loven om Dansk Internationalt Skibsregister, DIS, blev vedtaget for at sikre rederiernes internationale konkurrenceevne med det helt centrale element, at rederne kunne slippe med at udbetale nettolønnen og selv beholde skatten, dvs. en statsstøtteordning.

DIS-loven blev vedtaget under den forudsætning, at parterne skulle forhandle en overenskomst på plads, før den kunne træde i kraft. Det lykkedes både dengang og løbende undervejs, selv om begge parter sidenhen og med Peters Funchs ord måtte udvise stor kreavitet i en kompliceret proces for at tilpasse løbende ændringer i skattesystemet til et nettolønssystem.

Først i 2010 gik det galt og efter mere end to års intense forhandlinger, i marts 2012, ophævede Danmarks Rederiforening overenskomsten med Søfartens Ledere, og rederne fremsendte i stedet og umiddelbart efter nye individuelle kontrakter til de danske navigatører om bord på DIS-skibe. En efterfølgende konflikt lå ikke umiddelbart i kortene i Søfartens Ledere.

"Det ville have udløst et blodbad og massefyringer blandt vores medlemmer," sagde Fritz Ganzhorn (foto) under vidneafhøringen torsdag.

Søfartens Ledere rejste derfor i maj 2012 og med udgangspunkt i nogle prøvesager i DFDS sagen om nettolønnen mod Danmarks Rederiforening.

Sagen fortsætter i Østre Landsret i denne uge.

Sag mod staten

I forlængelse af sagen mellem DFDS og Søfartens Ledere har Søfartens Ledere stævnet den danske stat i en sag, der kommer for Østre Landsret til december i år.

Her er der tale om en erstatningssag, som vil blive indledt, hvis DFDS får medhold i, at DIS og nettolønsordningen ifølge både dansk lovgivning og EU’s statsstøtteregler er koblet af skattesystemet i Danmark.

Så er retsopgøret om dansk nettoløn skudt i gang  

DFDS: DIS-sagen truer danske medarbejdere 

Vi er mere stålsatte i DIS-sagen end nogensinde før 

Advokat: Dansk nettoløn svarer til statsstøtte 

 

 

 

     

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også