Chefanalytiker: Frygt for kinesisk kollaps er overdrevet

Væksten i Kina vil stabilisere sig over de kommende måneder, vurderer chefanalytiker i Danske Invest.
Foto: Georg Hammerstein/POLFOTO/ARKIV
Foto: Georg Hammerstein/POLFOTO/ARKIV
AF RITZAU FINANS

De seneste mange ugers kursfald på aktiemarkederne som følge af frygt for den kinesiske vækst har været overdrevne, da Kinas økonomi er ovre det værste.

Sådan lyder vurderingen fra investeringsforeningen Danske Invest, der har tænkt sig at fylde aktiedepoterne yderligere op, så snart der kommer lidt mere afklaring omkring situationen i Kina.

"Tager vi de lange briller på, ser vi overordnet en global økonomi, der fortsætter med at vokse. Kina humper gennem en svær periode, men vi ser den nuværende nervøsitet som overdreven," siger chefanalytiker i Danske Invest Bo Bejstrup Christensen i en kommentar.

Danske Invest anerkender dog, at der er en stor risiko forbundet med Kina. Et yderligere fald i landets vækst, som i år har ligget under regeringens officielle mål på 7 pct., vil kunne få voldsomme konsekvenser i en lang række andre lande - og dermed også aktiemarkederne.

"Men vi mener ikke, at et kinesisk kollaps truer. Snarere mener vi, at vi står ved et lavpunkt i den kinesiske vækst, og vi venter, at væksten i Kina vil stabilisere sig i løbet af de kommende måneder," siger Bo Bejstrup Christensen.

WTO: Verdenshandlen har det elendigt

Det begrunder han blandt andet med, at boligbyggeriet i Kina så småt vil stabilisere sig efter en lang periode med store strukturelle svagheder. Bo Bejstrup Christensen siger blandt andet, at der er stigende salgsaktivitet, som vil fjerne de mange tomme boliger i Kina og skabe et mere stabilt marked.

Derudover vurderer Danske Invest, at de kinesiske forbrugere og virksomheder i den kommende tid vil få del af adgang til mere lånekapital, hvilket også vil virke understøttende for økonomien. Desuden har centralregeringen i Kina godt fart på de pengepolitiske tiltag og har blandt andet investeret massivt i en række infrastrukturprojekter.

Ud fra de forhold vurderer Danske Invest, at udsigterne for den kinesiske økonomi ser positive ud, men understreger dog, at økonomien ikke kommer op i samme omdrejninger, som er set tidligere.

"Kinas vækst er stadigvæk presset af behovet for omstillingen over mod en mere serviceorienteret økonomi og mindre fokus på de gamle sektorer som tung industri og byggeri. Men vi vurderer dog, at den pessimisme, der er i dag, er overdreven. Derfor bør vores moderat optimistiske scenarie komme som en positiv overraskelse for de uroplagede finansielle markeder," siger chefanalytiker Bo Bejstrup Christensen.

Analytikere: Verdensøkonomien risikerer at knække

Nye svage tal fra Kina presser olie og kobber

Kina gransker shippingselskaber for overpriser

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også