Plus til Mols-Linien efter pæne trafiktal i første halvår
![Foto: Ole Lind/POLFOTO/arkiv](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article7868216.ece/ALTERNATES/schema-16_9/Mols.jpg)
Mols-Linien, der i øjeblikket er epicentret i en større opkøbskamp, har takket være flere biler og passagerer på færgerne haft stor fremgang i indtjeningen i første halvår, hvor der for første gang i flere år er sorte tal på bundlinjen.
Det kommer dog ikke som den helt store overraskelse, at resultaterne er i bedring, da Mols-Linien tilbage i juni opjusterede forventningerne grundet en god trafikudvikling.
Mols-Linien opnåede i årets første seks måneder et driftsresultat på 40,2 mio. kr., hvilket er mere end en fordobling fra samme periode året før. På bundlinjen lyder overskuddet på 14,6 mio. kr. mod et minus på 9,9 mio. kr. i første halvdel af 2014.
Mols-Linien overførte i første halvår 543.686 personbilsenheder - svarende til en fremgang på 8,6 pct. i forhold til samme periode året - mens helt præcist 1.159.665 passagerer sejlede med rederiet i årets første seks måneder, en fremgang på 6,2 pct.
"Vi har fastholdt vores fokus på løbende at udvide tilbuddene til kunderne blandt andet med timedrift fra både Jylland og Sjælland i døgnets travleste perioder," siger bestyrelsesformand Frantz Palludan i en kommentar til regnskabet.
"Det har især erhvervsgæsterne taget rigtigt godt imod, og vi oplever i højere grad, at Mols-Linien betragtes som et naturligt valg som transportvej, når forretningsrejsende skal til møder på tværs af landet," siger han videre.
Mols-Linien fastholder forventningerne til 2015 og venter fortsat et resultat efter skat i niveauet 50-60 mio. kr.
Medie: Små aktionærer ønsker klarhed om budkrig hos Mols-Linien
Ombejlet rederi afviste milliardær