Pengekontrol holder græske skibe fanget i havne

Op mod en femtedel af den græske flåde kan lige nu blive fanget i havne, fordi den græske regerings kapitalkontrol forhindrer mindre redere i at købe brændstof til skibene.
Foto: /ritzau/Thomas Borberg
Foto: /ritzau/Thomas Borberg

Den græske regerings beslutning om at indføre kapitalkontrol i landet ser nu ud til at ramme den græske flåde direkte. Kapitalkontrollen, der betyder lukning af bankerne og kontrol med kontanter i landet, er indført i den periode, hvor Grækenland forhandler med EU's ledere om en ny økonomisk redningspakke.

Kapitalkontrollen gør det nærmest umuligt for græske selskaber at handle med udlandet, og for de græske redere betyder det problemer med at betale for brændstof og andre nødvendigheder til deres skibe, skriver The Telegraph.

Mange græskflagede skibe ligger derfor lige nu fanget i havne, fortæller en kilde til avisen og peger på, at det kan dreje sig om op mod 20 procent af landets flåde.

Grækenland har verdens største kommercielle flåde, men en lang række af disse skibe og de største selskaber er registreret udenfor landet, og er derfor ikke umiddelbart berørt af de græske pengeproblemer. Kapitalkontrollen rammer derfor primært landets mindre rederier, der i høj grad er afhængige af nationale banker.

Den græske shippingindustri bidrager med seks procent af det græske bruttonationalprodukt og beskæftiger mere end 165.000 mennesker i landet.

Et spørgsmål om tid

Men selvom den græske shippingsektor ser ud til at stå imod landets ellers omfangsrige økonomiske problemer, kan det blot være et spørgsmål om tid, før industrien kommer til at mærke de græske pengeproblemer.

I sidste uge skrev nyhedsmediet The Shipping Herald, at flere græske rederier undersøger mulighederne for at flytte deres virksomheder fra Grækenland til Cypern, London eller Singapore. Primært på grund af de juridiske problemerne, der er rejst efter den seneste uges banklukninger i Grækenland og indførslen af kapitalkontrol.

En række større græske rederier har eftersigende kontaktet især cypriotiske shippingselskaber for at undersøge deres muligheder for udflytning, og rederier som Diana Shipping, Navios, Star Bulk og Delta nævnes at være blandt de selskaber, der gør sig overvejelser med udsigt til en yderligere forværring af den økonomiske krise i Grækenland.

Grækere sidder tungt på globalt containermarked

Græsk redningsplan skal afgøres på EU-topmøde på søndag

Grækenland stemmer nej til gældsaftale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også