Kina lemper krav til banker for at sparke gang i væksten

Ifølge Bloomberg News betyder lempelse for bankerne, at 180-245 mia. dollar frigøres og bliver sparket ind i den kinesiske økonomi.
Foto: Rotterdam Havn
Foto: Rotterdam Havn
AF RITZAU FINANS

De kinesiske banker har i weekenden fået slækket på kravene til størrelsen på reserverne fra Peoples Bank of China. Det sker, fordi den kinesiske vækst er under pres, og lempelsen sker for at hjælpe væksten samt aktie- og boligmarkedet.

Kravet til bankernes reserve er blevet sat ned med 1 pct.point til 18,5 pct. Der var ventet en lempelse - men reduktionen er større end ventet.

"Kun under finanskrisen i 2008/09 så vi en tilsvarende stor reduktion. Og det må ses som tegn på, at Kina nu skruer op for stimulanserne (både penge- og finanspolitisk) på grund af den svagere vækst - herunder det svagere boligmarked. Dette blev også understreget af premierminister Li Keqiangs opfordring til bankerne om at støtte landets vækst," skriver Carnegies chefstrateg Henrik Drusebjerg i en kommentar til reduktionen.

Ifølge Bloomberg News vil lempelsen betyde, at 180-245 mia. dollar frigøres og bliver sparket ind i den kinesiske økonomi.

Kina er verdens næststørste økonomi kun overgået af den amerikanske. I sidste uge kom der væksttal for de første tre måneder af 2015, som viste, at bruttonationalproduktet (BNP) voksede med 7 pct. Det er laveste fremgang i seks år, og derfor var det ventet, at landets regering kom med flere tiltag, der skal stimulere væksten. Sidste år lød væksten på 7,4 procent - det laveste niveau i 24 år.

Verdensbanken har ligeledes sænket sin vækstprognose for Kina. Banken forudsiger nu en vækst på 7,1 pct. i år og 7 pct. i 2016. Til sammenligning regnede Verdensbanken i sin hidtidige prognose med en vækst på henholdsvis 7,2 og 7,1 procent i Kina.

"Selv om væksten i første kvartal var lig med det officielle mål på 7 pct. for hele 2015, så giver det anledning til bekymring, at der er mindre fart på en række områder inklusive eksporten og detailsalget, har det kinesiske nyhedsbureau Xinhua skrevet i forbindelse med lempelsen," rapporterer Bloomberg.

Bimco: Lave vækstrater er ny normal i industrien 

Tørlastrederier drænes for kapital i 2015

Nordea Markets: Afmatning i Kina kan vare i flere årtier  

Kina hamstrer råvarer som aldrig før 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også