Her er rederiforeningens nye fem-punkts strategi

Rederiforeningens adm. direktør, Anne H. Steffensen, har lanceret organisationens nye strategi for 2015-2017: "Gøre en god rederiforening bedre," der på flere måder er et opgør med fortiden. ShippingWatch kan præsentere de fem hovedpunkter:

Et besøg i Danmarks Rederiforening er som en rejse tilbage i tiden, til dengang hvor landets store industri-organisationer per definition holdt til i de pompøse palæbygninger i Amalienborg-kvarteret. Den brede marmortrappe med de fine balustre, der fører fra stuen og tre etager op til kontorer og saloner, hvor meter-høje hvidlakerede træpaneler og sofaer i 250 kilos segmentet giver en odør fra dengang, hvor industriens mænd samledes for at træffe vigtige beslutninger over en god cigar.

Opgør med fortiden

For der er meget af indmaden i Amaliegade 33, der ikke har ændret sig i årtier. Og der er meget af kulturen og arbejdsformen i hovedsædet for en af landets mest fremgangsrige industrier, der også har stået stille længe. Men der er ved at ske ændringer, som på mange måder er et frontalopgør med, hvordan rederiforeningen har fungeret både på de indre linjer mellem ledelse og medarbejdere og udadtil i det samspil med politikere og det øvrige samfund, som er en væsentlig funktion for organisationen.

Efter godt et år på posten som adm. direktør i Danmarks Rederiforening kan Anne H. Steffensen nu fremlægge sin strategi for foreningen, som bestyrelsen netop har blåstemplet, og som ShippingWatch har fået præsenteret. Helt overordnet siger hun om målet med den nye strategi, der rækker tre år frem, fra 2015-2017:

Vi vil tages seriøst

"Hvis du vil være en interesseorganisation, der tages seriøst i dag, skal du være offensiv og proaktiv, ellers bliver du irrelevant. Du skal kunne levere de informationer og data, der er behov for, og vise hvordan skibsfart bidrager til vækst og beskæftigelse i det danske samfund. Rederiforeningen har haft en mere tilbagetrukket tilgang, men verden forandrer sig, og det afspejler sig i strategien og i den nye organisation."

Den tidligere ambassadør i London har brugt de seneste 13 måneder på bl.a. at besøge alle medlemmerne af Rederiforeningen, alle de relevante politikere samt en del udenlandske aktører fra den maritime verden. Hun er kendt for sin nordjyske ligefremhed, holder ølkassemøde for alle medarbejdere hver fredag morgen 09:15, og står på den måde i skarp kontrast til forgængeren Peter Bjerregaard.

Fem nye pejlemærker

Strategien har fem strategiske pejlemærker:

  1. Opnå internationalt konkurrencedygtige rammebetingelser for enheder i DIS og drift af skibe og offshore enheder fra Danmark.
  2. Sikre et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere på konkurrencedygtige vilkår til søs og i land
  3. Sikre at dansk skibsfart er anerkendt for at være en proaktiv, global og innovativ branche, der skaber stor værdi for det danske samfund
  4. Sikre en offensiv tilgang til klima- og miljøregulering der fremme bæredygtig skibsfart på lige globale vilkår
  5. Sikre de rette kompetencer og organisation til at afdække og levere på rederiernes behov.

Hun har sat sit nye hold og foretaget forskellige ændringer i organisationen i Amaliegade 33, hvor der skal flyttes en del rundt på kontorerne og de gamle møbler, så det bliver en mere moderne opbygning, hvor afdelingslederne sidder sammen med deres medarbejdere. I modsætning til i dag, hvor ledelsen sidder på den øverste etage i den brune palæbygning.

Jeg er ansigtet udadtil

"Det hele skal være på plads 1. januar, og så kan vi tage fat. Vi har en god rederiforening, men den kan blive endnu bedre," siger Anne H. Steffensen, der også som øverste chef for Rederiforeningen vil være tydelig og klar i mælet og på den måde igen en helt anden type end hidtil i organisationen:

"På det personlige plan er det et mål for mig, at ingen fremover skal være i tvivl om, at rederiforeningen findes, og at jeg er ansigtet udadtil," slår hun fast.

Læs senere i dag om: Det ambitiøse mål for Danmarks Internationale Skibsregister og Anne H. Steffensens nye ledelseshold

Svovl kan betyde ekstra 600.000 kr på enkelt sejlads

Rederiforeningen: WTO-aftale godt for skibsfarten

Ultragas flager nybygninger under dansk flag

Danmark rykker frem på listen over største flagstater 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også