Udsigt til bedre indtjening for Norden

Rederiet Norden ventes i 2013-regnskabet at flage for en bedre indtjening i det nye regnskabsår, der ser ud til at byde på en lille bedring af balancen mellem udbud og efterspørgsel.
Foto: D/S Norden
Foto: D/S Norden
AF RITZAU FINANS

Rederiet Norden ventes i 2013-regnskabet at flage for en bedre indtjening i det nye regnskabsår, der ser ud til at byde på en lille bedring af balancen mellem udbud og efterspørgsel. Markedsforholdene er dog langt fra så gode, at indtjeningen tilnærmelsesvis vender tilbage til de gyldne tider fra før finanskrisen.

I 2013 var første halvår vanskeligt på tørlastmarkedet, hvor den ellers pæne efterspørgsel på råvarer ikke kunne stå mål med et fortsat alt stort antal af skibe. Men den sidste halvdel af året var bedre, og det skulle gerne afspejle sig i de tal, som Norden præsenterer før børsåbningen tirsdag. Men der er tale om en relativ forbedring, for såvel fjerde kvartal som hele 2013 ventes at have givet røde tal på bundlinjen.

"Jeg tror, at Norden har haft en god afslutning på regnskabsåret, hvor der var et rigtigt godt momentum i fragtraterne. De fleste segmenter havde en rigtig stærk afslutning på året, og nogle af skibssegmenterne oplevede et ret volatilt andet halvår, hvilket Norden plejer at være god til at udnytte," siger analytiker i Alm. Brand Markets Jesper Christensen, der samtidig forventer at se en effekt af de højere skibspriser.

Konsensus deler den opfattelse, viser estimater fra seks analytikere, indsamlet af SME Direkt. Medianen er et overskud før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 15 mio. dollar, og holder det stik, vil andet halvår byde på et samlet EBITDA-resultat på 33,5 mio. dollar efter et plus på 13,5 mio. dollar i første halvår. På bundlinjen bliver fjerde kvartal dog ingenlunde en fest med et forventet underskud på 9 mio. dollar.

Tørlast overrasker i traditionel svag periode  

Norden offentliggør hvert kvartal et estimat for den indre værdi per aktie tillagt en eventuel merværdi af rederiets skibe og nybygninger,kaldet NAV. Den indre værdi er opgjort som egenkapitalen per aktie, og den eventuelle merværdi af skibe og nybygninger er baseret på et antal uafhængige mæglervurderinger.

Ved udgangen af tredje kvartal opgjorde Norden NAV til 217 kr. per aktie, men som følge af en positiv udvikling i skibspriserne bør den være øget, mener Jesper Christensen, der dermed er på linje med andre analytikere. SME Direkt har indsamlet NAV-estimater fra fire analytikere, og gennemsnittet er 226 kr.

Bedre markeder

Han forklarer, at der er ved at komme lidt bedre balance ikke alene på tørlastmarkedet, men også inden for produkttank, og at det ventes afspejlet i D/S Nordens forventninger til det nye år. Samme signal sender markedskonsensus, der estimerer en forbedring af EBITDA til 133 mio. dollar i det nye år. Til sammenligning er det analytikernes forventning, at EBITDA sidste år kun udgjorde 47 mio. dollar.

Tørlastraterne er faldet i første kvartal, men det var ventet, skrev det norske tørlastrederi Golden Ocean for nylig i sit årsregnskab med henvisning til sæsonmæssige faktorer som det kinesiske nytår, vejrforhold og den sædvanlige tendens til, at mange nybygninger rammer markedet netop i årets begyndelse.

Ifølge Golden Ocean venter de fleste analytikere en nettovækst i den globale flåde på fem procent eller lidt lavere i både 2014 og 2015, selvom færre ordrer udskydes eller annulleres, og antallet af skrotninger ventes at aftage. Dermed er der gode chancer for, at væksten i efterspørgslen overgår udbudsvæksten, så udnyttelsesgraden forbedres, mener hovedparten af eksperterne ifølge rederiets årsregnskab.

Kina vil igen være den helt store trækfaktor, selvom væksten, som styres efter at lande på 7,5 pct., og dermed industriproduktionen ventes at vokse med en lavere takt end tidligere. Det ændrer dog ikke ved, at Kinas import af jernmalm fortsat ventes at vokse støt de kommende år, fordi ny jernmalm fra blandt andet Australien kommer ind på markedet, og den kinesiske jernmalm er relativt dyr at forarbejde.

Import af kul til Kina og Indien anføres i Golden Oceans regnskab som andre faktorer, der får analytikere til at tro på, at væksten i efterspørgslen overstiger udbudsvæksten, så overkapaciteten kan mindskes.

Få flere nyheder om shipping - få ShippingWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt

Den holdning deles af Hongkong-rederiet Pacific Basin, der ligesom Norden beskæftiger sig med tørlast.

"Vi forventer, at tørlastmarkedet overordnet bliver stærkere i 2014, end det var sidste år, da en lavere takt for levering af nybygninger og en fortsat sund efterspørgsel efter tørlastvarer kombineret vil støtte en stadig mere favorabel balance mellem udbud og efterspørgsel," skrev Pacific Basin i sit årsregnskab.

Rederiets svenske administrerende direktør, Mats Berglund, udtaler i regnskabet, at det forbedrede andet halvår af 2013 demonstrerede opmuntrende tidlige tegn på en cyklisk bedring med øgede rateudsving.

Lyst til flere nye skibe

Med de bedrede markedsvilkår og forventningerne om en bedre kapacitetsudnyttelse er også kommet en større lyst til at bestille nye skibe. Golden Ocean betegner lysten til at bestille nye skibe som "ganske livlig" i andet halvår sidste år, hvor markedsudsigterne begyndte at tegne lidt lysere, og hos Jinhui blev denne fornyede lyst til at bestille nye tørlastskibe fremhævet som et af risikomomenterne fremadrettet.

Ifølge Jinhui Shipping har en situation med forbedrede udsigter for den globale økonomi og løfter fra den amerikanske centralbank om at holde renterne lave givet spekulative investorer blod på tanden.

"I tørlastmarkedet har vi over de seneste måneder oplevet, at tilgængeligheden af finansiering er vendt stærkt tilbage til trods for højere omkostninger og understøttet endnu en runde nybygningsordrer som køb af aktiver," skriver Jinhui

Rederiet har forståelse for, at man som reder investerer i ny tonnage for at fastholde konkurrenceevnen. Jinhui er knap så begejstret for de for industrien nye aktører, "hvis primære, hvis ikke eneste, formål er at få en spekulativ gevinst i stigende aktivpriser" i stedet for at fokusere på langsigtede pengestrømme.

"En genoprettelse af balancen i skibsindustrien i forhold til efterspørgslen efter søtransport af tørlast kan kun ske, når ikke konkurrencedygtige og ikke profitable industrideltagere med mindre industriekspertise, engagement og finansiel styrke er tvunget til at forlade markedet," skrev Jinhui i sit årsregnskab.

Tabel for analytikernes forventning til D/S Nordens regnskab for fjerde kvartal 2013: 

Mio. USD           Q4 13(e) Q4 12 FY 2014(e) FY 13(e) FY 12* 

­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­ 

Nettoomsætning          553   520       2503     2113   2131 

EBITDA                   15  44,3        133       47    148 

EBIT                    -11   0,5         46      -35   -265 

Resultat før skat        -9  -6,7         47      -38   -274 

Periodens resultat       -9  -7,3         43      -42   -279 

­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­ 

* Resultatet for 2012 var belastet af en nedskrivning af flåden på 300 mio. dollar.

Danske Bank hæver forventninger til Norden

Rekordstor sojahøst giver optimisme hos bulkredere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også