32.000 containere til salg hos Evergreen

Endnu et asiatisk rederi forsøger at få frigivet likviditet ved at frasælge aktiver. Taiwans største rederi vil sælge et stort antal containere.
Foto: APM Terminals
Foto: APM Terminals

I et forsøg på at forbedre den samlede bundlinje for 2013 har en række asiatiske shippingkoncerner i løbet af efteråret sat aktiver til salg. Nu er turen kommet til det taiwanske rederi Evergreen, der har sat 32.000 containere til salg, skriver Sinoship.

Containerne er sat til salg i datterselskabet Greencompass Marine, og de har fået et prisskilt på 2.000 USD per styk. Dermed vil de kunne indbringe koncernen omkring 64 mio. USD, hvis ellers alle containerne sælges til fuld pris.

Evergreen er ikke som et par af de øvrige store rederikoncerner presset helt i knæ, og efter en række år med vigende markedsandele, tror blandt andet Alphaliner på, at 2014 bliver året, hvor man skal holde øje med det taiwanske rederi. Analytikerne vurderer, at Evergreen vil have en markedsandel på 5,4 procent i 2014 fra 3,8 procent i 2012, og at verdens 4. største containerrederi er i gang med et bemærkelsesværdigt comeback, efter at rederiet siden 2004 har tabt store markedsandele, fordi selskabet på daværende tidspunkt valgte at stoppe alle nybygninger på grund af de opskruede priser.

Pressede kinesere

Mens det altså ikke ser helt så stramt ud for Evergreen, så har koncernerne bag de to store kinesiske containerredere Cosco og China Shipping Container Lines som resultat af underskud på bundlinjen solgt aktiviteter fra relaterede selskaber fra i 2013.

Alphaliner: Frasalg skal redde kinesiske redere  

China Cosco, der er holdingselskabet for Cosco gruppens hovedaktiviteter inden for shipping, fik et nettounderskud på 169 mio. USD i tredje kvartal i år. Selskabets containeroperation, som står for 73 pct. af China Coscos omsætning, fik et underskud på driften på 318 mio. USD i første halvår af 2013. Det samlede tab for selskabet nåede i de første ni måneder op på 327 mio. USD, men for året regner man med at komme i plus og dermed undgå at blive afnoteret fra børsen i Shanghai.

Det positive resultat skal blandt andet opnås ved frasalg af virksomhederne Qingdao Management og Shanghai Tianhongli. Tilbage i slutningen af april solgte selskabet 100 pct. af aktierne i Cosco Logistics, og det resulterede i en nettogevinst på 297 mio. USD. Derudover har man i år også solgt en aktieandel på 21,8 pct. i China International Marine Container Group med en nettogevinst på 393 mio. USD.

China Shipping Container Lines (CSCL) følger som resultat af sløj indtjening og dårlig bundlinje samme strategi som Cosco, og selskabet er også i færd med at afhænde aktiviteter. Blandt andet har man solgt 100 pct. af aktierne i China Shipping Terminal Development, som overføres til moderselskabet. CSCL forventer, at det salg kan indbringe et nettoudbytte på 142 mio. USD.

Evergreen og Hanjin indgår samarbejde  

Cosco regner med overskud i 2013 

Pengene fosser ud af Coscos containerrederi 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også