Norden-skib forsøgt røvet

Det danske produkttankskib Nord Nightingale har på sin ankerplads ud for Jakarta været udsat for et røveriforsøg, fortæller Norden til ShippingWatch.

Klokken 20 lokal tid den 12. oktober blev det danske skib Nord Nightingale, der er ejet af Norden, forsøgt bestjålet af fire personer, da skibet lå for anker ved Jakarta i Indonesien. Det fortæller Lars Lundegaard, Senior Vice President & Head of Technical Department i Norden.

De fire personer kom ombord på det 38.431 dwt-store tankskib, da det lå for anker ved hjælp af en bambusstang. Da de så personalet ombord tog de flugten, uden at få noget med sig.

"Det er ret populært for disse fiskere eller semi-fiskere, at de benytter sig af lejligheden til at se, hvad der er på skibenes dæk, når de kommer forbi.De kravler ombord og snuser lidt rundt for at se, om der er noget de kan bruge, og så smider de det ned i deres båd og sejler videre. Typisk suser de af, hvis de bliver opdaget, men de håber bare at skibet ligger uden opsyn fra vagter, hvilket mange coastere ofte gør, når besætningen ligger og sover," siger Lars Lundegaard, og afviser, at der skulle være tale om organiseret piratvirksomhed.

"Det har ingenting med pirateri at gøre. De benytter sig bare af lejligheden til at se, om der ligger nogle sjækler, noget maling eller nogle trodser, der er penge værd," siger han.

Området ved Jakarta er det område i verden med størst koncentration af røverier til søs, og ifølge sikkerhedsfirmaet AKE Maritime, så er denne slags angreb, hvor meget små grupper går efter et hurtigt og mindre udbytte, slet ikke sjældne.

"Regelmæssige angreb finder fortsat sted i indonesiske og omkringliggende farvande, og det sker med meget blandede reaktioner fra myndighedernes side. Det er også sandsynligt, at en masse angreb foregår, uden at der bliver indrapporteret noget," siger AKE Maritime ifølge Tradewinds.

Det er ikke første gang, at Nord Nightingale gør sig bemærket. 23. oktober sidste år var skibet  involveret i en redningsaktion ud for Shetlands kyst, hvor en helikopter med 19 personer på vej til en borerig, var nødlandet på havet. Skibet, der opereres af Norden-poolen Nordient Product Pool, var på vej fra Primorsk i Rusland til Belfast i Nordirland, da det blev inddraget i aktionen. Ud over tre redningsbåde fra UK Coastguard blev et af skibets egne redningsfartøjer anvendt i aktionen, som betød, at alle 19 ombord blev reddet og i første omgang bragt til Nord Nightingale.

Norden-skib redder 19 fra helikopter nødlandet på havet

19 tankskibe angrebet ud for Vestafrika  

Pirater angriber VLCC'er ud for Somalia

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også