Oldendorff etablerer ny shippingbank i Oslo

Henning Oldendorff etablerer sammen med en gruppe norske investorer en ny shippingbank. Klaus Kjærulff, tidligere topchef i Torm, skal sidde i bestyrelsen.

Under navnet Maritime & Merchant er topchefen for en af verdens største tørlastoperatører, Henning Oldendorff, formand for Oldendorff Carriers, sammen med en gruppe norske investorer i gang med at etablere en ny stor shippingbank.

Banken, der kommer til at få hovedsæde i Oslo, blev præsenteret i går, torsdag, og vil ansøge Finanstilsynet om en licens til at drive bank i Norge senere på året.

Klaus Kjærulff, tidligere Torm og nuværende formand i Skuld, vil blive en del af bestyrelsen i banken.

Planen i Maritime & Merchant er, at man inden marts 2014 har rejst op imod 300 mio. USD i egenkapital og så drømmer man om, at porteføljen er øget til 2 mia. USD i løbet af de kommende fem år. Banken regner med, at man allerede fra andet kvartal 2014 vil kunne yde lån samt indgå i lånesyndikater.

De store investorer Arne Blystad og Henning Oldendorff sidder foreløbig hver på 30 procent af aktierne.

DNB: Rammerne for norsk shipping ligger fast 

Banken vil særligt kigge i retning af de små og mellemstore rederier, som i udgangspunktet kan have det svært, når det kommer til finansiering af nye skibe, fordi bankerne anser dem som værende mere risikofyldte.

"Vi så et behov for en højtspecialiseret bank med erfaring i shipping og offshoreindustrien, som er i stand til at tage hurtige beslutninger," skriver Halvor Sveen, der er direktør i det konsortium, der står bag den kommende shippingbank, i en meddelelse. Halvor Sveen er tidl. Vice President for Offshore & Shipping i Pareto Bank ASA.

Hele ideen med etableringen er ifølge Halvor Sveen, at shippingsektoren efter fem år i krise har brug for at få dækket det indlånsunderskud, som blandt andet strammere krav har medført.

"Inden for de sidste fire år har indførslen af strengere kapitalkrav tvunget mange banker til enten at stoppe udlån til ejere eller skrue ned for aktiviteterne i skibsfinansiering. Dette klemte kreditmarked har efterladt mange små og mellemstore virksomhedersejere med et finansieringsbehov men intet sted at gå hen - før nu," skriver Halvor Sveen.

Bestyrelsen i M&M

Bestyrelsen, Board of Directors, i M&M AS, tæller udover Klaus Kjærulff formanden Endre Ording Sund, tidligere CEO i A. Wilhelmsen Group, Henning Oldendorff, den norske skibsreder Arne Blystad samt de to norske erhvervsfolk Alex Nergaard og Paal Utvik i henholdsvis Singapore og Shanghai.

"Timingen er helt rigtig. Markedsværdierne i de fleste segmenter er lave. Inden for fem år forventer vi, at M&M vil opbygge en betragtelig portefølje," siger Endre Ording Sund.

De største aktionærer i banken lige nu er Arne Blystad, Henning Oldendorff, Nergaard Investment Partners, der kontrolleres af Alex og Birger Nergaard og Landmark Holdings i Shanghai.

Danske Bank holder sig til nuværende shippingkunder 

Sådan bliver du shippingkunde hos DNB 

Fearnleys: Bulkmarkedet på vej mod opsplitning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også