Arctic Securities tvivler på Frontline

Investeringsbanken Arctic Securities tvivler på, at det norske tankrederi Frontline fortsat har penge tilbage i kassen, når vi nærmer os juletid, skriver Dagens Næringsliv.

Skal man tro analytiker Erik Nikolai Stavseth i investeringsbanken Arctic Securities, så ser det sort ud for tankrederiet Frontline. Analytikeren peger på, at pengekassen i rederiet vil være tom til jul, skriver Dagens Næringsliv med henvisning til et interview i Finansavisen.

Erik Nikolai Stavseth udtaler sig på baggrund af rateniveauet, som i dag er lavere end det niveau, som Frontline peger på er nødvendigt, for at gå i nul.

"Det betyder i praksis, at de fortsat taber penge hver dag. Vi forventer, at raterne forbliver svage, og at dette vil tømme selskabet for penge senest i løbet af første kvartal næste år," siger han til Finansavisen.

Frontline forbereder sig på ny restrukturering 

At det står slemt til hos Frontline er ikke nyt. I et interview med ShippingWatch i begyndelsen af juni fortalte adm. direktør Jens Martin Jensen, at rederiet forberedte sig på en mulig restrukturering. I den forbindelse understregede han, at der skulle ske drastiske ting på markedet for råolietankere, ellers ville en mulig restrukturering være svær at undgå:

"Markedet skal helst forbedre sig ret hurtigt. Hvis markedet ikke forbedrer sig, så er vi nødt til at se på de alternativer, vi har. Det er desværre den barske kendsgerning, at vi desværre taber penge hvert kvartal i øjeblikket, og det er jo ikke holdbart i længden," sagde han dengang.

Og ifølge analytiker Erik Nikolai Stavseth er der ikke mange værdier tilbage i det gamle Frontline, hvorimod Frontline 2012 er vokset kraftigt gennem årene med kontrahering af nye skibe i flere skibsklasser og segmenter:

"For mig er det rimelig klart, at Fronline er i en forlænget afviklingsfase," siger han til Finansavisen ifølge Dagens Næringsliv.

Frontline kommer med halvårsregnskab denne uge.

Fearnley roser Frontlines krisehåndtering

Frontline 2012 fik underskud i 1. kvartal 2013 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også