Medie: Søfart afskediger chefredaktør

Efter halvandet år er Jørgen Høg opsagt som chefredaktør på bladet Søfart, skriver MediaWatch.
AF LOUISE RESEKE, MEDIAWATCH

Branchebladet Søfart skifter ud på chefredaktørposten. Jørgen Høg, der kom til i november 2011 fra en stilling som magasinredaktør i Datagraf, er blevet fyret, erfarer MediaWatch.

Jørgen Høg blev i sin tid ansat til at stå i spidsen for en offensiv udvikling af branchebladet, der henvender sig til aktører i ”det blå erhvervsliv”.

Som et led i fornyelsen blev websitet Soefart.dk relanceret 1. december 2011 med vægt på dagsaktuelle nyheder fra søfartsbranchen. Samtidig blev Jørgen Høg hyret til at modernisere mediets andet ben, ugeavisen Søfart.

Jørgen Høg bekræfter over for MediaWatch, at han stopper på bladet, men ønsker derudover ikke at kommentere afskedigelsen.

Udgives af forening

Avisen Søfart og websitet Soefart.dk produceres af forlaget Seapress ApS i samarbejde med udgiveren, Foreningen til Fremme af Dansk Søfart. Adm. direktør i Seapress, Søren Kjær, ønsker ikke at kommentere på ledelese og strategi fremover endnu:

"Det vil jeg jeg gerne vente med at melde ud omkring, indtil Jørgen Høg stopper, som bliver sidst på året," siger Søren Kjær, der uddyber, at det endnu ikke ligger klart, hvordan konstellationen kommer til at se ud fremover.

MediaWatch har forgøves forsøgt at få en kommentar fra bestyrelsesformand i Foreningen til Søfartens Fremme, Niels J. Bagge.

Avisen Søfart udkommer 43 gange om året i et oplag på ca. 5.200 ifølge avisens website.

Seapress kom i seneste regnskabsår ud af 2011/2012 ud med et underskud på 680.000 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også