Maersk Lines miljøchef: Uden økonomien halter økologien

Grøn teknologi og tankegang får først gennemslagskraft, når det også giver mening forretningsmæssigt. Derfor skiftede Maersk Lines miljø -og CSR-chef, Jacob Sterling, fra Verdensnaturfonden WWF til Maersk. Mød ham her i Karrierevejen.

Hvilken karrierevej så du for dig selv som ung?

”Biolog - noget med miljøbevarelse. Jeg uddannede mig som biolog med speciale i naturbevarelse på Borneo og lavede feltarbejde i regnskoven, hvor jeg blandt andet studerede palmer. Sideløbende var jeg aktiv i foreningen Verdens Skove, blandt andet som formand i 3 år, som arbejder for bevarelse af skove i troperne og i Danmark.”

Hvornår besluttede du dig for den karrierevej, du har i dag?

”Overordnet set er jeg stadig på den karrierevej. Dvs. jeg vil gerne bidrage til at sikre en bæredygtig udvikling, hvor økonomisk udvikling og velfærd går hånd i hånd med beskyttelse af natur, klima og miljø. For kun på den måde tror jeg, at vi også kan opleve velfærd og have god livskvalitet på længere sigt.”

Hvad er dit overordnede mål med din karriere?

”At være med der, hvor der arbejdes på at finde bæredygtige forretningsmodeller. Det er kun, hvis der findes måder at gøre bæredygtigheden til en god forretning, at der reelt er en chance for at få det udbredt til noget, der batter. Hvis bæredygtighed er begrænset til folks gode vilje eller selvopofrelse, så kommer det aldrig op i stor skala. Derfor handler det også om at få bæredygtige forretningsmodeller i det private til at spille sammen med det politiske niveau. Som f.eks, når vi i Maersk Line reducerer CO2 eller skifter til svovlfattigt brændstof i udvalgte havne - og samtidig støtter, at der kommer lovgivning, så det kommer til at gælde for alle.”

Hvilken del af din uddannelse har du brugt mest i karrieren?

”På biologistudiet lærer man om økosystemer - komplekse, sammensatte systemer, hvor tingene er afhængig af hinanden, og hvor en ændring et sted kan påvirke uventede steder. Den tænkning og de analyseværktøjer synes jeg, man kan bruge utrolig mange steder - i organisationsudvikling, politisk arbejde og meget andet. Men ellers, så er det mere det lobbyarbejde og kommunikationsarbejde, som jeg lærte i Verdens Skove, ved siden af studierne, som jeg har brugt i mit videre arbejde.”

Hvilket punkt i dit CV repræsenterer det største skifte i din karriere?

”Helt klart mit skifte til Maersk Line. Før Maersk Line arbejdede jeg 7 år i WWF Verdensnaturfonden, hvor jeg arbejdede som miljøfaglig chef. Jeg vidste, at jeg ville skifte til det private på et tidspunkt, og at det ville være et stort spring at skifte til landets største virksomhed. Springet var dog ikke så stort, som jeg ventede. Jeg havde hørt mange myter om Mærsk som virksomhed, som ikke passede, da det kom til stykket. Jeg havde forventet hierarki og spidse albuer, men mødte først og fremmest super dygtige og venlige kolleger og et miljø præget af ambitioner, handlekraft og muligheder.”

Hvilken leder i branchen har inspireret dig mest karrieremæssigt?

”Min tidligere chef, Søren Stig, som inspirerede mig til at søge job i Maersk Line. Det var ham, der for alvor satte bæredygtighed på dagsordenen i Maersk Line, og det skabte grundlaget for, at vi nu kan sætte fokus på at prøve at gøre bæredygtighed til en konkurrenceparameter.”

Hvilket netværk har haft størst betydning for din karriere?

”Det har nok været de personlige netværk, som jeg har skabt gennem mine ca. 13 år som aktiv i NGO-verdenen, dels i Verdens Skove, dels i WWF.”

Hvilken personlig egenskab har du trukket mest på i din karriere?

”Formentlig min evne til at argumentere på en ikke-konfronterende måde. Jeg har to større brødre, og så er man nødt til at være god til at klare sig med ord.”

Hvilken efteruddannelse vil du gerne have?

”En MBA. Men det er svært at se, hvornår der skulle blive tid til den. Et ophold i udlandet kunne også være god 'efteruddannelse'.”

Hvilket råd vil du give nyuddannede, der ønsker en karrierevej som din?

”Lyt ikke til politikernes krav om at blive hurtigt færdige, så vent lidt med at blive nyuddannede. Sørg for at lave noget relevant ved siden af studierne, som kan kvalificere dig. Frivilligt arbejde i en NGO, praktikophold, udlandsophold, eller andet.”

Allerede abonnent?Log ind her

Læs hele artiklen

Få adgang i 7 dage for 0 kr. Det kræver intet kreditkort, og du vil ikke overgå til et betalt abonnement efterfølgende.

Med din prøveperiode får du:

  • Adgang til alle låste artikler
  • Modtag vores daglige nyhedsbreve
  • Fuld adgang til vores app
  • Skal indeholde mindst 8 tegn samt tre af disse: Store bogstaver, små bogstaver, tal, symboler
    Skal indeholde mindst 2 tegn
    Skal indeholde mindst 2 tegn

    Få fuld adgang til dig og dine kollegaer

    Start et gratis virksomhedsprøveabonnement

    Del artikel

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev

    Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

    Nyhedsbrevsvilkår

    Forsiden lige nu

    Læs også