Rygter om tre ekstra Norden-frasalg

Rederiet Norden har ifølge Tradewinds solgt tre MR-tankskibe fra til en værdi af 75 mio. USD og kan dermed føje mere kapital til rederiet, der for nylig har solgt fem andre skibe. Norden vil hverken be- eller afkræfte forlydender om salg.

(Opdateret) Efter sigende har Norden solgt tre MR-tankskibe fra. Det drejer sig om de 51.000 dwt Nord Strait, Nord Sound og Nord Sea, som køber i alt har betalt 75 mio. USD for. De tre skibe har kun været i Nordens flåde i to år og har tidligere tyrkiske ejere, som Norden købte skibene af for 79 mio. USD. Det skriver Tradewinds.

"Mens der ikke er nogen bekræftigelse på, at handlen er afsluttet, er markedet oversvømmet med rygter om, at Alma Tankers i samarbejde med Tufton Oceanic har betalt i omegnen af 75 mio. USD tilsammen for trioen af skibe, dog er der forlydender om, at der kan være andre emner knyttet til handlen," lyder det fra skibsmægleren Galbraiths til Tradewinds.

Rygterne om tre yderligere frasalg kommer efter, at to Norden kamsarmax-skibe blev købt af Gregory Callimanopoulos' Trade & Transport i sidste uge for en pris mellem 43 og 44 mio. USD. Før det solgte Norden tre handysize bulkers fra, og de yderligere frasalg vil i i givet fald blive nummer syv og otte inden for kort tid.

Rederiet Norden vil hverken be- eller afkræfte rygterne om ekstra frasalg. Pressemedarbejder Jens Peter Skaarup oplyser til ShippingWatch, at Norden ikke kommenterer hverken køb eller salg, før aftalerne er gået endeligt igennem

Norden sælger ikke kun, men har i tredje kvartal bestilt en 82.000 dwt isklassificeret kamsarmax til en værdi af 29 mio. USD, skriver Tradewinds, ligesom to handysize produkttankere er undervejs. De nye skibe skal ifølge Norden selv, skære brændstofforbruget ned hos rederiet.

Norden tror på besparelser på 25 procent i økoskibe

Medie: Norden sælger ud af nye skibe 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også