Royal Arctic Line på udkig efter nyt skibsværft

Det grønlandske rederi har siden begyndelsen af september undersøgt mulighederne for færdiggørelse af selskabets hidtil største samlede kontrakt på et andet værft end det nu konkursramte P+S Werften.
Foto: Royal Arctic Line
Foto: Royal Arctic Line

Royal Arctic Line afventer et endeligt udspil fra kurator i det tyske skibsværft P+S Werften, Berthold Brinkmann, om den videre skæbne for de i alt fem skibe, der er strandet på værftet, og som kan koste rederiet dyrt. Samtidig bekræfter Jakob Strøm, kommunikationschef i Royal Arctic Line, at rederiet i nogle måneder har kigget på alternativer i forbindelse med færdigbygning af skibene på et andet skibsværft.

Berthold Brinkmann blev torsdag citeret i flere medier for, at ordren på fire ud af de fem isforstærkede skibe kan blive annulleret. Angiveligt for at bane vejen for at få en EU-godkendelse af et statsstøttet lån til færdiggørelse af andre projekter på værftet.

RAL kan tabe fire ud af fem nybygninger 

"Vi har noteret os, at kurator til tyske medier har oplyst, at de fire skibe ikke bliver bygget. Men det er altså ikke noget, vi er blevet orienteret om, og vi afventer fortsat en officiel udmelding. Men det er klart, at den udmelding, vi er mest spændt på, selvfølgelig er, om kurator har et bud på at bygge den store færdig," siger Jakob Strøm til ShippingWatch med henvisning til det største af de fem skibe, der er længst fremme i byggeriet.

Om Royal Arctic Line dermed har afskrevet de resterende fire, vil Jakob Strøm ikke kommentere.

Prisen for annullering

I rederiets halvårsmeddelelse den 3. september 2012 vurderede bestyrelsen i det grønlandsk-ejede Royal Arctic Line, at en annullering af ordrerne i tilfælde af en konkurs på P+S Werften kan koste rederiet i størrelsesordenen 30-35 mio. kroner. Rederiet fik i første halvår et koncernresultatet før skat på minus 22,7 mio. kroner.

"Der er en lang række af forudsætninger, der skal falde på plads, før vi kan sige noget mere præcist. Alt hvad der er indbetalt er dækket af bankgarantier, og hvis den store bygges færdig og de fire mindre kan færdigbygges på et andet værft med den samme finansiering, vil tabet blive begrænset. Skal vi ud at hente ny finansiering, og skal vi starte forfra med alle skibene, ser det mere vanskeligt og dyrt ud," siger Jakob Strøm.

Det er den statsejede tyske investeringsbank KfW, også kaldet verdens udlåner til shipping, der har finansieret de fem skibe.

"Uden at det overhovedet er noget, vi er i forhandlinger om i øjeblikket, har vi en formodning om, at vi skal have bygget skibene færdig uden for Tyskland. Så er der en risiko for, at KfW vil se anderledes på vores finansiering. Det er ikke noget, vi kan arbejde videre med, før vi ved, om vi skal ud for at finde et nyt værft, men det er selvfølgelig et element, vi har været nødt til at tage højde for i forbindelse med vores halvårsmeddelelse," siger Jakob Strøm.

Alle fem nye skibe til Royal Arctic Line, den største samlede ordre i rederiets historie, er specielt designet til og af Royal Arctic Line, og de skibe, der bygges til bygdebesejling, er designet til at kunne anløbe bygderne under de nuværende forhold, og uden yderligere investeringer i kajforhold. Der er tale om prototyper, dvs. skibe der ikke tidligere har været bygget. Efter kontraktunderskrivelse understregede rederiet, at der venter en stor opgave for både Royal Arctic Line og for P+S Werften.

"Skibe til grønlandske forhold er ikke noget, man lige piller ned fra hylden på et hvilket som helst værft. Vi har haft en lang udvælgelsesproces, hvor mere end 30 værfter har været inde i billedet, inden valget faldt på P+S Werften," sagde administrerende direktør i Royal Arctic Line, Jens Andersen, i januar 2011.

DFDS: P+S skal måske færdiggøre skibene  

Tysk værftskrak kan blive dyrt for Royal Arctic Line 

Fayard vil overtage skibe fra insolvent storværft

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også