SeaIntel: BAF overkompenserer redere på Stillehavet

Redere, der sejler med tyvefodscontainere, overkompenseres med 30 pct. via Bunker Adjustment Factor (BAF) i forhold til redere, der sejler med fyrrefodscontainere. Det skriver SeaIntel.
Foto: Hyundai Merchant Marine
Foto: Hyundai Merchant Marine

Siden 2009, da en ny formel for udregningen af Bunker Adjustment Factor (BAF) blev indført, er redere, der sejler med tyvefodscontainere blevet overkompenseret for sammenlagt 580 mio. dollar på ruten over Stillehavet. Det skriver SeaIntel.

"Det er tydeligt i vores analyse, at redere, der transporterer tyvefodscontainere over Stillehavet, er blevet overkompenseret på BAF sammenlignet med BAF for fyrrefodscontainere siden 2009, da den nuværende formelstruktur blev implementeret. Denne overkompensation beløber sig til en halv mia. dollar i perioden. Dette tal er dog behæftet med en vis usikkerhed, eftersom ingen offentlig information eksisterer omkring mængden af last flyttet i tyvefodscontainere, når afskiberen ikke var underlagt BAF," skriver SeaIntel.

Årsagen er, at brændstoftillægget for sejlads af en tyvefodscontainer over Stillehavet gennemsnitligt er 80 pct. af brændstoftillægget på en fyrrefodscontainer. Det er ulogisk, eftersom brændstofomkostningerne burde være halvdelen af at fragte en fyrrefodscontainer, vurderer SeaIntel.

Burde være 50 pct.

Analytikerne har kontaktet Transpacific Stabilization Agreement og Westbound Transpacific Stabilization Agreement, der er en konference for redere på ruten. TSA har lavet den formel, som BAF regnes efter, og præmissen for BAF er, at den kun kompenserer for udsving i brændstofomkostninger. TSAs argumenter for, at forholdet mellem de to containertypers BAF ikke er 1/2 er, at eftersom de fleste redere sejler fyrrefodscontainere over Stillehavet, er det dyrere at laste tyvefodscontainere, og at de ofte er tungere. Derudover bruger mange redere en '80 pct.-formel' for forholdet, eftersom services som lasthåndtering, transport på land og andet ofte koster 80 pct. af prisen pr. tyvefodscontainer i forhold til en fyrrefodscontainer.

Men de argumenter holder ikke, eftersom TSA's egen præmis for BAF er, at modellen kun skal kompensere for brændstofomkostninger, skriver SeaIntel.

"Så fra et rent analytisk standpunkt er det utvetydigt, at BAF på en tyvefodscontainer burde være 50 pct. af BAF-niveauet for en fyrrefodscontainer over Stillehavet. TSA-formlen er fundamentalt fejbehæftet, fordi den eksplicit skriver, at der er taget hensyn til ineffektiviteter relateret til udstyrsstørrelser - men det samme argument bruges derefter igen for at afvige fra en 50 pct. deling af BAF," skriver SeaIntel.

SeaIntel understreger, at analysen ikke forholder sig til, om størrelsen på BAF er rigtig - blot at forholdet mellem de to containerstørrelser er ujævnt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også