Citigroup ser skidt udvikling blandt kinesiske rederier

Amerikanske Citigroup har indledt dækning af aktierne i de kinesiske rederier China Cosco, der både dækker over tørlast og container, og China Shipping Container Lines, CSCL. Begge med den negative anbefaling "sælg." Det skriver Bloomberg News.
Det sker, fordi banken ser en vigende kinesisk økonomi, fortsat usikkerhed i Europa samt usikkerhed i balancen mellem udbud og efterspørgsel. Alt sammen faktorer, der medfører et negativt syn på den kinesiske shipping-sektor.
For China Coscos vedkommende er det specielt fortsatte tab i tørlastforretningen, der trækker ned, mens det for CSCL er vanskeligheder med at
løfte raterne for containerfragt. Flere rederier har måttet udskyde eller helt opgive at implementere det vanlige højsæsontillæg på de vigtige ruter mellem Asien og Europa samt Asien og USA.