Informationer fra 253 skibe i Blue Belt var nyttige

EUs søfartsministre besluttede allerede i torsdag at videreføre Blue Belt projektet, således at projektet, der skal mindske bureaukratiet i EUs havne, sandsynligvis kan gøres permanent. I dag kom så konklusionerne fra det pilotprojekt fra maj til november, der bl.a. har testet, om havnemyndighederne elektronisk kunne indsamle informationer, inden skibet kom i havn, som toldmyndighederne kunne have gavn af.
22 EU-lande har deltaget og 253 skibe af forskellige typer har været med, som har anvendt EUs fælles system SafeSeaNet til at sende informationer på. Ifølge EMSA, European Maritime safety Agency, har testen vist, at det har været muligt at indsamle informationer på forhånd, som har været til hjælp for toldernes arbejde. Men Blue Belt projektet førte dog ikke til nogen forenkling af arbejdet med toldmyndighederne, da de forskellige regler landene imellem stadig er forskellige.
Det var den danske erhvervs- og vækstminister Ole Sohn, der fik mandat til at videreføre Blue Belt forleden.