Scandlines sælger hovedparten af sin fragtforretning

Scandlines sælger størstedelen af sin fragtforretning i Østersøen til Stena Line.

Scandlines sælger størstedelen af fragtforretningen i Østersøen til svenske Stena Line, således at Stena Line overtager fem færgefragtruter fra Scandlines. Det drejer sig om:Travemünde-Ventspils, Travemünde-Liepaja, Nynäshamn-Ventspils, Rostock-Trelleborg og Sassnitz-Trelleborg.

Fremover vil Scandlines fokusere på individuelle transportløsninger på sine Traffic Machines Gedser-Rostock, Rødby-Puttgarden og Helsingør-Helsingborg i trekantsområdet mellem Danmark, Tyskland og Sverige, oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

Stena Line har tidligere været til stede på ruterne mellem Sverige og Tyskland gennem et samarbejde med Scandlines, mens de baltiske ruter repræsenterer et nyt marked for den svenske rederikoncern.

Fortsætter udvikling

”Med opkøbet af ruterne fra Sverige og Tyskland til Baltikum øger vi vores tilstedeværelse i den sydlige baltiske region og udvider vores produktportefølje inden for både fragt- og passagertrafik. Vores ambition er at fortsætte udviklingen af ruterne for at kunne tilbyde vores kunder endnu større kapacitet og bedre service i fremtiden,” siger Gunnar Blomdahl, CEO i Stena Line.

”I Scandlines har vi konstant fokus på, hvordan vi bedst muligt udvikler vores virksomhed. Vores strategiske mål er at være et kundefokuseret færgerederi. Derfor er det et logisk skridt at frasælge fragtruterne i et positivt stemt marked,” forklarer Søren Poulsgaard Jensen, CEO i Scandlines.

I alt vil salget af de fem ruter berøre omkring 300 medarbejdere primært i Tyskland og Baltikum. Medarbejderne hos Scandlines i Tyskland og Letland, der arbejder på de navngivne ruter, vil blive tilbudt nye stillinger hos Stena Line.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også